TV: Super-Zlatan afgjorde El Clásico

Den svenske stjerneangriber skulle blot bruge tre minutter på banen til at score Barcelonas sejrsmål i 1-0 sejren over Real Madrid. Se video af Zlatans scoring

Da FC Barcelona i sommer offentliggjorde, at klubben havde hentet Zlatan Ibrahimovic hos Inter, var der mange iagttagere, der rynkede på næsen.

Svenskeren ego var for stort til den catalanske storklub. Han var for stillestående og så var Samuel Eto'o, som røg den anden vej som led i sommerens mest iøjenfaldende handel, i øvrigt meget bedre, lød det.

Men med otte liga-scoringer inden søndagens udgave af 'El Clásico' mod ærkefjenden Real Madrid har svenskeren allerede lukket munden på de fleste kritikere.

Og efter, at han efter bare tre minutter på banen sikrede Barcelona den perfekte gave på klubbens 110 års fødselsdag med den enlige scoring i storkampen, har den store forward for alvor sikret sig catalanernes kærlighed

Den småskadede Ibrahimovic indledte storkampen på Camp Nou som bænkevarmer.

Herfra kunne han i første halveg se de hvidblusede gæster fra hovedstaden være skarpest, selvom hjemmeholdet vanen tro havde bolden mest.

Barca-spillerne kunne dog ikke åbne den kompakte Madrid-defensiv, mens Cristiano Ronaldo misbrugte første halvegs bedste chance, da han sparkede lige på Victor Valdes, efter at Kaka havde spillet ham helt blank.

Zlatan slog til
Efter 52 minutter havde Barcelonas træner, Josep Guardiola, fået nok af at vente på chancerne, så han sendte Ibrahimovic i spil i stedet for Thierry Henry.

Og Zlatan Ibrahimovic takkede for tilliden, da han bare tre minutter senere med vanlig elegance inderside-flugtede Daniel Alves' eminente indlæg ind bag en chanceløs Iker Casillas.

Kort efter blev Barcelona reduceret til ti mand, da unge Sergio Busquets tankeløst pådrog sig sin anden advarsel for hånd på bolden.

Madrilenerne kunne dog ikke udnyttede udvisningen trods flere farlige situationer i Barcelona-feltet og generelt leverede det stjernespækkede mandskab en skuffende indsats. Eksempelvis var den brasilianske playmaker Kaka ganske usynlig i store dele af opgøret.

Det kunne være blevet 2-0, men kort før tid leverede Casillas en pragtredning, da Lionel Messi afsluttede i fri position, inden Lassana Diarra fuldendte gæsternes kedelige aften, da han blev udvist for et groft frispark.

Dermed generobrer mestrene førstepladsen i Primera Division, mens rivalerne fra Real Madrid fortsat har revanche til gode efter sidste sæsons smertelige 6-2 lussing.

Se chancer og mål på fodbold.nu

1 af 2 Surt show: Kaka og Co. tabte 'El clásico'. (Foto: AP)
2 af 2 Trods en startplads på bænken stjal Zlatan Ibrahimovic billedet i 'El Clásico'. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere