Lettelse hos Real: Ronaldo snart klar

Cristiano Ronaldo kan formentlig nøjes med et par ugers pause - men nu truer ny ballade med det portugisiske fodboldforbund

Cristiano Ronaldo er klar igen indenfor et par uger, lyder de seneste meldinger. (Foto: AP)
Cristiano Ronaldo er klar igen indenfor et par uger, lyder de seneste meldinger. (Foto: AP)

Real Madrid ånder lettet op. Cristiano Ronaldo kan nemlig blive klar oven på sin ankelskade i løbet af et par uger.

Det er resultatet af et besøg hos en hollandsk specialist, der tidligere har opereret Ronaldo for en tilsvarende skade.

Og trods forlydender i spansk presse om risiko for en lang pause havde specialisten godt nyt til Ronaldo og Real Madrid, idet han i første omgang blot har dikteret to ugers pause.

Men knap har de kunnet glæde sig over dem, før nye problemer er dukket op.

Nu håber det portugisiske fodboldforbund nemlig, at Ronaldo kan blive klar til VM-playoffkampene mod Bosnien 14. og 18. november. Det mener Real Madrid imidlertid ikke, han er klar til.

- Når vi ikke har brugt ham i de seneste kampe, er der en grund til det. Læger og sund fornuft forhindrer ham i at spille for Portugal. Vi håber, at det ikke bliver noget problem, for den lægelige vurdering er klar, lyder det fra Real-direktør Jorge Valdano.

Ronaldo blev skadet for Real Madrid 28. september, men spillede alligevel for Portugal 10. oktober, da skaden blev forværret. Siden har han ikke været i kamp.

Real Madrid har et håb om, at han bliver klar til braget mod Barcelona 28. november.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere