Hvad så, Real? Barca tre point fra ærkerivalerne

Barca havde det svært i Zaragoza, hvor der skulle et drop og en udvisning til, før storholdet fik styr på sagerne

Barcelona-spillerne øjner en mulighed for alligevel at spille med om den titel, der allerede for måneder siden syntes at være Madrids ejendom. (Foto: AP)
Barcelona-spillerne øjner en mulighed for alligevel at spille med om den titel, der allerede for måneder siden syntes at være Madrids ejendom. (Foto: AP)

FC Barcelona bragte sig lørdag aften med en 4-1-sejr i Zaragoza indenfor tre points afstand af Real Madrid i toppen af Primera Division, før kongeklubben søndag spiller hjemme mod Valencia.

Nemt var det dog ikke for Barca mod bundholdet, der kæmper for overlevelse i rækken - selvom cifrene siger noget andet.

Zaragoza tilspillede sig i 1. halvleg et væld af chancer, og tillod sig ovenikøbet at brænde et straffespark, før Carlos Aranda lidt heldigt gjorde det til 1-0. Aranda sparkede i en friløber lige på Valdes, men riposten fløj lige ud i hovedet på ham, og så stod det 1-0 til hjemmeholdet på La Romareda efter en halv time.

Barcelona havde indtil da haft store defensive vanskeligheder. Men kampen ændrede komplet karakter, da Zaragoza-keeper Roberto Jiménez kort efter dummede sig. Jiménez fik ikke ordentligt fat på et indlæg, og bolden landede for fødderne af Puyol, som let kunne udligne.

Inden pausen scorede Lionel Messi et smukt mål til 2-1, da han fintede en Zaragoza-forsvarer, overspurtede ham og hamrede bolden ind i det nærmeste hjørne.

Hjemmeholdet kæmpede hårdt for udligningen, men udvisningen af Abraham Minero lige inden pausen umuliggjorde en egentlig satsning i 2. halvleg, hvor Barcelona kørte de tre point i garage med en kontrolleret indsats.

Messi cementerede sejren på straffespark fem minutter før tid. Det var argentinerens 38. mål i Primera Division, hvilket lige nøjagtig bragte ham foran Ronaldo på topscorerlisten. I overtiden lagde Messi også op til Pedros 4-1-mål.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere