PSG vil give 600 mio. for Barça-stjerne

Paris Saint Germain vil smide en hel del af sine mange millioner efter FC Barcelona for at sikre sig midtbanespilleren Xavi

Xavi (t.h.) kan blive PSG-spiller efter sommerferien. (Foto: AP)
Xavi (t.h.) kan blive PSG-spiller efter sommerferien. (Foto: AP)

Penge er ikke et problem i Paris Saint Germain efter klubben er blevet købt af mangemilliardæren Nasser al-Khelaif, og franskmændene har allerede rustet massivt op med købene af bl.a. Javier Pastore, Thiago Motta og Maxwell.

Sidstnævnte er hentet i FC Barcelona, og ifølge goal.com er PSG slet ikke færdige med at shoppe Champions League-mestre.

Træner Carlo Ancelotti og manager Leonardo skal således have overtalt klubledelsen til at købe midtbanestjernen Xavi, selv om han har et prisskilt på 80 millioner Euro - knap 600 mio. kr. - hængende om halsen.

Champions League-ambitioner
Den 32-årige spanier har kontrakt med Barcelona frem til 2014 med option på at forlænge med yderligere to år, og de 600 mio. kroner er sat som frikøbsklausul.

Skiftet vil først kunne blive en realitet når transfervinduet åbner til sommer, og PSG håber på til den tid at kunne lokke med Champions League-deltagelse.

Hovedstadsklubben ligger p.t. på den CL-givende andenplads i Ligue 1, og der er seks point ned til Lille på tredjepladsen.

Det er endnu uvist om Barcelona overhovedet vil sælge Xavi, som har spillet hele sin karriere i klubben, og har over 400 kampe under trøjen.

0 kommentarer
Vis kommentarer