Legende: Laudrup kan efterfølge Guardiola

Michael Laudrup sættes igen i forbindelse med cheftrænerrollen i FC Barcelona - af sin gamle træner i klubben

Josep Guardiola har knap nok nået at så tvivl om en eventuel forlængelse af kontrakten med FC Barcelona, før spekulationerne om en afløser er gået i gang.

Den tidligere spiller og træner i klubben, Carlos Rexach, peger på to af de største profiler fra dengang, Rexach assisterede Johan Cruyff i 1990'erne.

- Guardiolas afløser skal være en fra klubben eller én, der kender klubben. Én der forstår klubben, siger spanieren til Marca tirsdag.

Se også: TV: Gik Guardiola amok på Fabregas?

Han opremser herefter fem kandidater hvor Michael Laudrup og Ronald Koeman er de mest prominente.

- Oscar García Junyent og Ivan de la Pena kan blive kørt i stilling til jobbet, men også Koeman, Laudrup og (Ernesto) Valverde er mulige emner, siger Rexach.

Alle fem har i kortere eller længere tid og bestemt ikke med lige meget succes spillet for Cataloniens stolthed.

Se også: Knivskarp Messi i Barça-show

Således var Oscar et stort talent, der aldrig for alvor sprang ud i halvfemserne, mens de la Pena i tiden efter Laudrup-æraen forsøgte at tage over efter det danske forbillede. De to har i øvrigt begrænset med trænererfaring. Oscar er ungdomstræner i Barcelona, mens de la Pena har assisteret Luis Enrique i AS Roma. Han er dog stoppet igen af personlige årsager.

Josep Guardiola er kåret som verdens bedste træner efter de seneste sæsoners triumfer med Champions League-vinderne. Han havde ingen erfaring med en cheftrænerrolle, da han overtog roret efter Frank Rijkaard i 2008.

Dengang var Michael Laudrup også blandt outsiderne til at træne storholdet.

0 kommentarer
Vis kommentarer