Mourinho: Nu har vi råd til nederlag

Efter endnu en hjemmebanesejr ligger Real Madrid 10 point foran rivalerne fra FC Barcelona i den spanske liga.

Efter Real Madrids sejr over Levante søndag aften skal meget efterhånden gå galt, hvis ikke madrilenerne vinder det spanske mesterskab.

Real Madrids træner, José Mourinho, erkender, at vejen til guldet nu ser lettere ud. Men der venter stadig svære La Liga-kampe.

- Vejen er lang, men vores føring betyder, at vi nu har råd til at lave fejl. Matematikken siger dog stadig, at hvis vi skal vinde mesterskabet, er det nødvendigt med yderligere 39 point, og det er altså 13 sejre, siger Mourinho.

Se også: Hattick-Ronaldo bragede sejren til Madrid

Med søndagens sejr er Madrid-mandskabet hele 10 point foran de forsvarende mestre i Primera Division, FC Barcelona. Messi og holdkammeraterne tabte overraskende på udebane til Osasuna lørdag aften og forværrede dermed mesterskabschancerne.

Real Madrid kom ellers skidt fra start på hjemmebane mod Levante. Gæsterne, som overraskende ligger på en fjerdeplads i ligaen, rystede Real-spillerne med et hurtigt mål efter små fem minutters spil.

Benzema slog sejren fast
Madrilenerne skulle vente helt til kort før pausen, inden 1-1-udligningen kom. Levantes Vicente Iborra gav et straffespark væk, blev derefter udvist med sit andet gule kort og kunne derefter se Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo udligne til 1-1 fra 11-meter-pletten.

Se også: Skuffet Guardiola: Real ligner en vinder

Ronaldos vej til netmaskerne satte gang i portugiserens målnæse. Kort efter pausen gjorde han det til 2-1, og senere fuldendte han sit hattrick med endnu en kasse.

- Jeg scorer og spiller godt, fordi mit hold har succes. Det vil jeg fortsætte med, siger Ronaldo til nyhedsbureauet Reuters.

Selvom udeholdet fik reduceret, bankede Madrids franske angriber Karim Benzema sejren fast midtvejs i anden halvleg med målet til slutresultatet 4-2.

I de første 22 spillerunder har Real Madrid blot sat point til i tre kampe, så holdet er godt på vej til at vinde deres første spanske mesterskab siden 2008.

0 kommentarer
Vis kommentarer