Ronaldo indblandet i mafia-sag

Fængslet colombiansk narkohandler forsøgte angiveligt at hjælpe Real Madrid-spilleren

Cristiano Ronaldo har ifølge spansk magasin plejet omgang med colombiansk mafiaboss. (Foto: AP/Sergio Torres)
Cristiano Ronaldo har ifølge spansk magasin plejet omgang med colombiansk mafiaboss. (Foto: AP/Sergio Torres)

BARCELONA (ekstrabladet.dk): Cristiano Ronaldo, Real Madrid-præsident Florentino Pérez og tidligere Real Madrid-spillere som Raúl og Guti har angiveligt i et vist omfang plejet omgang med mafiaen.

Det hævder det spanske magasin Interviú i en opsigtsvækkende artikel. Ifølge magasinet optræder omtalte spillere og Real Madrid-præsidenten i det opfattende sagskompleks mod den fængslende, colombianske mafiaboss Laurentino Sánchez Serrano. I den kriminelle verden i Madrid er han bedre kendt under navnet 'Lauro'.

At Lauro ikke er nogen lille fisk understreges af, at sagskomplekset indeholder anklager om salg af 276 kilo kokain, 160 mennesker er og har været fængslet i sagen, der angiveligt skal have kastet i hundredvis af millioner af euro af sig i illegale fortjenester.

Kan skaffe ham alt
Konkret nævnes Cristiano Ronaldos navn, da Lauro i 2009 - 13 dage før portugiserens skifte til Real Madrid blev officielt - blev ringet op af en person og opfordret til at hjælpe med at få Ronaldo installeret i den spanske hovedstad. Ifølge Interviú var svaret:

- Jeg kan skaffe ham hus, bil, en kæreste. Alt, hvad han måtte ønske.

I samtalen nævnes det luksuriøse kvarter, hvor Cristiano Ronaldo endte med at komme til at bo, som en mulighed.

At historien måske ikke vurderes til at være helt hen i vejret, understreges af, at blandt andre den Real Madrid-venlige sportsavis Marca har valgt at citere den.

Gæst ved Rauls bryllup
Et andet opsigtsvækkende aspekt er, at den fængslede mafialeder ifølge Interviú skal være så gode venner med den tidligere Real Madrid-stjerne og anfører Raúl, at han var gæst til dennes bryllup og siden har besøgt ham i Tyskland, hvor han nu spiller.

Den tætte forbindelse understreges yderligere af, at Lauro i den aflyttede samtale siger, at han enten vil gå til Raúl eller til præsident Pérez' søn, som han skal spise med i morgen, for at tilbyde sin hjælp med at få Cristiano Ronaldo til fra dag ét at føle sig velkommen i Madrid.

Real Madrid har indtil videre ikke forholdt sig til historien.

0 kommentarer
Vis kommentarer