Madrid-træner: Xabi Alonso skal være min julegave

Carlo Ancelotti har et brændende ønske om, at Xabi Alonso forlænger sin kontrakt med Real Madrid.

Xabi Alonso er på sin træners ønskeseddel. (Foto: AP)
Xabi Alonso er på sin træners ønskeseddel. (Foto: AP)

All I want for christmas is you.

Sådan lyder omkvædet i Mariah Careys verdensberømte julehit fra 1994. Den linje kan Real Madrid-manager Carlo Ancelotti passende begynde at synge til den kommende træning i den spanske kongeklub, mens han peger på Xabi Alonso. Det er nemlig lige præcis sådan, at han har det.

Midtbanespillerens kontrakt med Real Madrid udløber efter denne sæson, og det betyder, at spanierne skal til at få forlænget i en fart. Som situationen er nu, kan Xabi Alonso nemlig frit forhandle med andre klubber fra nytår. Men det bliver ikke tilfældet, hvis Ancelotti får sit juleønske opfyldt.

- Jeg vil gerne have, at Xabi Alonso underskriver en ny kontrakt som en julegave til mig, siger Real Madrid-bossen og fortsætter:

- Han er en nøglespiller for Real Madrid. Han har meget erfaring og kvalitet og er meget vigtig for holdet. Xabi Alonso minder mig en smule om mig selv, selv om hans pasninger er bedre, og hans teknik er bedre.

Xabi Alonso kom til Real Madrid fra Liverpool i 2009.

0 kommentarer
Vis kommentarer