Hov Barca, I tabte sgu også i ligaen ...

Spændingen er genindført i Primera Division, efter Barcelona tabte ude til Athletic Bilbao

Så har Gerardo Martino også prøvet at tabe en ligakamp som Barcelona-træner. (Foto: Alvaro Barrientos/AP)
Så har Gerardo Martino også prøvet at tabe en ligakamp som Barcelona-træner. (Foto: Alvaro Barrientos/AP)

Hvor gode er Barcelona egentlig uden Lionel Messi?

Det giver den catalanske storklub prøver på i øjeblikket, hvor de søndag aften i Primera Division tabte med 1-0 ude til Athletic Bilbao. Vel at mærke i samme uge, som catalonierne præsterede at komme hjem fra Champions League-opgøret mod Ajax i Amsterdam med et 1-2-nederlag i bagagen.

To tabte kampe i træk hører ikke til hverdagen i Barcelona. Ganske vist skete det seneste i begyndelsen af marts i år, men da hed modstanderen Real Madrid i henholdsvis Copa del Rey og ligaen.

Uden den lårskadede argentinske troldmand i sin trup måtte Gerardo Martino notere sit første liganederlag som Barcelona-træner.

Se også: Skadet Messi er i planmæssig bedring

Bilbaos Iker Muniain scorede kampens eneste mål efter 70 minutter.

Dermed er der skabt fornyet spænding i Primera Division. Efter 15 runder deler Barcelona og Atletico Madrid førstepladsen med hver 40 point. Real Madrid har 37 point på tredjepladsen efter lørdagens udklassering af Valladolid.

Barcelona måtte med nederlaget melde sig ud af en fornem klub, som nu kun har to medlemmer. Kigger man på de fire største ligaer i Europa i denne sæson, har kun Bayern München og AS Roma præsteret at nå så langt uden at tabe en ligakamp.

0 kommentarer
Vis kommentarer