Barcelona-præsident: Vi sælger aldrig Messi

Lionel Messi underskrev en ny kontrakt med FC Barcelona i februar, og står det til præsident Sandro Rosell, forlader han aldrig klubben.

Lionel Messi skal være i Barcelona resten af sin karriere (Foto: AP)
Lionel Messi skal være i Barcelona resten af sin karriere (Foto: AP)

Lionel Messi og FC Barcelona er smedet sammen af en kontrakt, der gælder til 2018, hvor argentineren bliver 31 år. Den aftale blev skruet sammen tilbage i februar, hvor Messi skrev under på forlængelsen, og står det til præsident Sandro Rosell, forlænger Messi kontrakten igen inden den tid, for han vil beholde ham for evigt - eller i hvert fald så længe han sidder på magten i klubben.

- Så længe jeg er præsident i Barcelona, vil vi gøre alt i vores magt, både det mulige og det umulige, for at Messi skal blive i klubben, sagde Rosell, da han i går præsenterede en ny stor sponsoraftale med Intel.

Derfor bliver det også mere eller mindre umuligt for andre klubber at vriste Messi ud af FC Barcelonas klør. Hans frikøbsklausul menes nemlig at ligge på svimlende to milliarder kroner, hvilket ingen klub på kloden nogensinde har været i nærheden af at betale for en spiller.

Lionel Messi kom til Barcelona fra Newells Old Boys i år 2000, da han var 13 år.

0 kommentarer
Vis kommentarer