Barcelona tager til Getafe uden Messi og Neymar

To af Barcelonas største profiler sidder udenfor i søndagens ligakamp mod Getafe - af hver sin årsag

Et par verdensstjerner mangler i Madrid denne weekend. (Foto: AP)
Et par verdensstjerner mangler i Madrid denne weekend. (Foto: AP)

Barcelona har indtil videre klaret sig fint uden den skadede Lionel Messi, men søndag skal holdet prøve at begå sig uden en anden superstjerne.

Brasilianske Neymar fik en advarsel i opgøret mod Villarreal i sidste weekend, og derfor må han sidde over med karantæne i udekampen mod Getafe.

Træner Gerardo Martino er dog sikker på, at holdet nok skal klare sig uden de to sydamerikanere.

- Selvfølgelig mangler vi ham (Neymar, red.). Han er faldet rigtigt godt til i klubben, og han er allerede meget populær.

Se også: Robben: Ronaldo bedre end Ribéry

- Men vi har andre angribere, der kan skabe problemer for Getafe, siger han ifølge dpa.

Forventningen er, at Barcelona stiller op med Cesc Fabregas som "falsk" centerforward, suppleret af Pedro og Alexis Sánchez på kanterne.

Neymar har scoret seks mål i sine tre seneste kampe for Barcelona. Først lavede han hattrick i Champions League-opgøret mod Celtic, siden blev det til to mål mod Villarreal, og senest lavede han et enkelt mål i pokalkampen mod Cartagena i tirsdags.

0 kommentarer
Vis kommentarer