Avis: Casillas klar til at forlade Real Madrid

Hvis Iker Casillas ikke bliver førstevalg i Real Madrid inden sommerferien, vil han gerne væk, skriver sportsavisen AS.

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Iker Casillas spiller lige nu andenviolin i Real Madrid, men det har han ikke tænkt sig at blive ved med. Hvis man skal tro avisen AS' meldinger, er den spanske keeper klar til at forlade barndomsklubben til sommer, hvis han ikke bliver førstevalg.

Lige nu er det Diego Lopez, der står alle ligakampe og dermed ligner den reelle førstemålmand, mens Casillas må nøjes med cup- og Champions League-kampe. Den slags kan maksimalt give ham 22 kampe på en hel sæson, såfremt Real Madrid når finalen i begge turneringer.

Ifølge AS går snakken også på direktionsgangene i den spanske hovedstadsklub. Her synes man, at Casillas' 52 millioner kroner i årsløn er lige lovlig meget for en reservespiller, og eftersom han har kontrakt til 2017, kan det i sidste ende koste klubben 313 millioner kroner at have ham siddende på bænken.

0 kommentarer
Vis kommentarer