Atlético-stjerne slipper mirakuløst

Opdateret: Diego Costas skinneben er ikke brækket, selvom han tordnede ind i stolpen mod Getafe søndag aften

Diego Costa tager sig til benet, der kort forinden er tørnet ind i stolpen. (Foto: AP)
Diego Costa tager sig til benet, der kort forinden er tørnet ind i stolpen. (Foto: AP)

Det så virkelig ubehageligt ud, da Diego Costa søndag gled direkte ind i den ene stolpe og smadrede skinnebenet.

Atlético Madrid-stjernen tog sig omgående til benet, der viste et grimt sår, og han måtte kort efter lade sig udskifte i store smerter.

I første omgang lignede det et farvel til sæsonen. Et farvel til mesterskabskamp, Champions League-semifinaler og VM i Brasilien.

Men efter at have været forbi hospitalet kunne han konstatere, at der ikke er noget, der er brækket. Og minsandten om ikke meldingerne fra hovedstadsklubben straks gik på, at han kunne være i spil til fredagens ligakamp mod Elche...?

Atlético meddelte søndag aften på Twitter, at der kun er tale om et mindre sår.

Selve kampen var ikke værd at bruge meget tid og plads på. Det var ikke videre kønt. Og ganske symptomatisk misbrugte Costa tidligere i kampen et straffespark.

Diego Godín bragte Atlético foran i 1. halvleg på et hovedstød, mens Thibaut Courtois måtte hive en stor redning frem i begyndelsen af 2. halvleg.

0 kommentarer
Vis kommentarer