Atletico gjorde det igen

Atletico Madrid lagde maksimalt pres på Real Madrid og Barcelona med den ottende sejr i træk. Det lugter af guld i Atletico ...

Joao Miranda blev en sjælden målscorer for Atletico Madrid. (Arkivfoto: AP/Andres Kudacki)
Joao Miranda blev en sjælden målscorer for Atletico Madrid. (Arkivfoto: AP/Andres Kudacki)

Atletico Madrid gjorde det igen.

Hjemme mod Elche fredag aften satte de altid fightende, fysisk stærke og taktisk kloge madrilenere tingene på plads i anden halvleg og vandt 2-0 på et mål af forsvarsspilleren Joao Miranda midt i anden halvleg og et punktum af topscorer Diego Costa på straffespark kort før tid.

Atletico Madrid er dermed hele seks point foran rivalerne fra Real Madrid og syv foran Barcelona, før de to andre topklubbers kampe i 34. spillerunde af den spanske liga. Og med fire-fem kampe tilbage at spille, lugter det mere og mere af det første Atletico-mesterskab siden 1996. Men det så ikke lige kønt ud i begyndelsen af kampen.

For nok var der muligheder, men der var også en sjælden mangel på skarphed hos hjemmeholdet, og i den anden ende af banen fik de nedrykningstruede gæster også deres muligheder. I hvert fald i første halvleg.

Se også: Supermål af Bale knækker Barcelona

Men fra begyndelsen af anden halvleg virkede Atletico-holdet både mere tændt og mere sammenhængende, og der gik heller ikke længe, før chancerne kom.

I halvlegens fjerde minut blev netop indskiftede Raúl Garcia væltet i feltet, men på det efterfølgende straffespark brændte David Villa sit usædvanligt svage spark stort set lige i målet på keeper Manu Herrera.

Atletico fortsatte dog ufortrødent med et efterhånden voldsomt pres på Elche-målet, men da David Villa endelig fik bolden i mål i kampens 56. minut, blev der korrekt fløjtet for offside.

Hovedstadsmandskabet havde før kampen mod Elche vundet de seneste syv kampe i ligaen siden 2-2-kampen mod Real Madrid i begyndelsen af marts, og i fem af dem var det først i anden halvleg, at Diego Simeones mandskab scorede de afgørende mål.

Se også: TV: Ronaldo og Messi knuser fjendebillede

Især David Villa, men også normalt træfsikre Diego Costa havde svært ved at ramme plet, og frustrationerne og utålmodigheden trængte sig efterhånden på hos det sejrsvante hjemmehold, der ellers vanen tro blev pisket frem af det medlevende publikum på Estadio Vicente Calderon.

Både Adrian, Koke og David Villa blev skiftet ud i løbet af anden halvlegs første 17 minutter, men heller ikke indskifterne havde held med sig. Men så kom målet langt om længe.

Efter 71 minutters spil headede den brasilianske forsvarsspiller Joao Miranda med sit andet sæsonmål hjemmeholdet i front efter et hjørnespark. Og den føring gav forsvarsstærke Atletico, nærmest med lethed, ikke fra sig.

Se også: Nyt slag for Barca: Neymar ude med slem skade

Atletico fik et par kontrachancer i kampens slutfase, og kort før blev Diego Costa nedlagt i straffesparksfeltet af Cristian Sapunaru, der blev vist ud. Diego Costa scorede selv sikkert til 2-0 på det efterfølgende straffespark med sit 27. sæsonmål. Og så var den sidste tvivl om sejren væk.

Det var ikke let for Atletico denne fredag aften, men de vandt. Og det er de gode til. Diego Simeones mandskab har nu vundet otte kampe i træk, de seks af dem ved at afgøre tingene i anden halvleg. Det er den slags udholdenhed, man når langt med.

Atletico Madrid mangler at møde Valencia og Levante ude, samt Malaga hjemme, før det i sidste runde gælder topkampen mod Barcelona på udebane.

0 kommentarer
Vis kommentarer