Barcelona hænger på med det yderste

To mål på tre minutter holdt Barcelona inde i den spanske mesterskabskamp

Gorka Iraizoz (t.h.) stod en pragtkamp for Bilbao, men Barcelona fik hul på ham til sidst. (Foto: AP)
Gorka Iraizoz (t.h.) stod en pragtkamp for Bilbao, men Barcelona fik hul på ham til sidst. (Foto: AP)

Først røg Barcelona ud af Champions League i kvartfinalen med noget så uhørt som en samlet nederlag mod landsmændene fra Atletico Madrid. Så tabte de et kæmpe skridt i mesterskabskampen med et 1-0-nederlag mod Granada. Og derefter tabte de pokalfinalen mod ærkerivalerne fra Real Madrid.

Søndag aften lignede det så endnu et kæmpe gok i nødden, inden Barcelona mod slutningen fik vendt nederlag til sejr.

De hvide tørklæder som tegn på gryende vrede blandt fansene på Camp Nou begyndte så småt at dukke op, da Atletico Bilbaos angriber Aritz Aduriz fra kanten af feltet sparkede 0-1 ind på måltavlen kort efter pausen.

Det var ikke fordi, Barcelona ikke skabte chancer. Men målmand Iraizoz stod en blændende kamp for Bilbao og nappede en række forsøg, blandt andre en afslutning på en friløber til Pedro.

Superkeeperen var dog ikke den eneste grund til Barcelonas problemer. Med omkring en time spillet brændte Messi en friløber af den slags, der tidligere ville være blevet omsat 10 ud af 10 gange. Fansene tog sig til hovedet over den lille troldmands uforståelige afbrænder. Derefter sparkede Adriano helt skævt på en kæmpe chance.

Det lignede således en af den slags aftener, da Pedro i det 72. minut pludselig dukkede op og fik sidste fod på bolden efter et Alves-gennembrud i højresiden.

Bare tre minutter senere hamrede Lionel Messi et frispark forbi Iraizoz til 2-1, og Barcelona holder sig dermed med nød og næppe inde i kampen om mesterskabet.

Atletico Madrid er fire point foran Barcelona med fire kampe igen. De to hold møder hinanden i sidste spillerunde.

Se også: TV: Vred Barca-fan til Messi - 'du er et fjols'





0 kommentarer
Vis kommentarer