Ekspert: Revolution på vej i Barcelona

At Barcelona nu får lov at handle spillere i sommer kan betyde, at svingdøren kommer i fulde omdrejninger, vurderer spansk ekspert

Bomstærke Thiago Silva kan være på vej fra Paris til Barcelonas centerforsvar (Foto: AP)
Bomstærke Thiago Silva kan være på vej fra Paris til Barcelonas centerforsvar (Foto: AP)

Der kan komme voldsomt træk fra sommerens transfervindue i Barcelona, vurderer Cordula Roura fra avisen El Mundo Deportivo, som følger den let kriseramte storklub tæt.

Årsagen er, at FIFA har suspenderet forbuddet mod at handle spillere i den catalanske klub, mens den internationale sportsdomstol, CAS, behandler en anke fra klubben.

Se også: Forbud ophævet: Barça må købe spillere igen

FIFA tildelte tidligere på måneden Barcelona et transferforbud i 14 måneder, fordi klubben havde brudt reglerne for at hente og skrive kontrakt med 10 ikke-spanske spillere under 18 år i en periode fra 2009 til 2013.

Det forbud kan altså træde i kraft igen, hvis anken frafaldes.

Se også: Spansk ekspert: Barcelona overvejer at sælge Messi

– Klubben fik uofficielt nyheden for tre dage siden, og der er allerede en masse i gang. Nu skal det gøres op, hvor mange der skal af sted til sommer, siger Cordula Roura.

– Klubben vil påbegynde et generationsskifte. Nogle taler endda om en revolution i truppen. Der verserer mange navne og rygter lige nu, fortæller hun.

Der er allerede lavet forhåndsaftale med det tyske målmandstalent Marc-Andre Ter Stegen som direkte afløser for Victor Valdes, der efter sin langvarige knæskade siger adios til sommer og formentlig får ny arbejdsgiver i Monaco.

– Og så kigger man formentlig efter en målmand mere, vurderer Cordula Roura og lister op:

Se også: Barcelona har forsvarsønskelisten klar

– Desuden skal klubben bruge mindst en ny centerforsvarer, siger hun med adresse til Carles Puyols karrierestop.

– Det kan blive Thiago Silva fra Paris Saint Germain eller David Luiz, der skulle være til at købe fri i Chelsea. Det skal være den kaliber. Folk, der stadig er yngre men også erfarne.

– Dukker Daniel Aggers navn stadig op i den sammenhæng?

– Agger bliver også nævnt igen, ja. Men det er altså kun som rygte.

Se også: 'Nej, jeg skal ikke til Barca'

Blandt profilerne, der kan være på vej væk, nævner hun også Dani Alves.

– Han har selv udtrykt utilfredshed ind i mellem, og det samme har klubben til tider været med hans attitude, så de kan meget vel være på udkig efter en højre back, siger Cordula Roura, der desuden føler sig sikker på, at klubben vil forsøge at lande en ny offensiv profil.

Se også: Bales perfekte aften

Barcelona har sagt farvel til Champions League og tabte forleden pokalfinalen. Begge steder via nederlag til Madrid-klubberne Atletico og Real, der også ligger foran Barca i La Liga.

0 kommentarer
Vis kommentarer