Dyrt guld: To stjerner kan misse CL-finalen

To af Atletico Madrids største stjerner måtte forlade banen efter kort tid af guldkampen mod Barcelona lørdag og er nu tvivlsomme til Champions League-finalen mod Real Madrid

Flere af Atletico Madrids største stjerner er tvivlsomme til lørdagens Champions League-finale. (Foto: AP/Andres Kudacki)
Flere af Atletico Madrids største stjerner er tvivlsomme til lørdagens Champions League-finale. (Foto: AP/Andres Kudacki)

Der var masser at feste over for Atletico Madrid efter lørdagens gyserguldkamp, hvor de blev mestre på Camp Nou efter 1-1 mod Barcelona. De bolsjestribede madrilenere tog nemlig deres første spanske mesterskab siden 1996.

Men midt i den spanske festtango lurer et chok i Atletico-lejren. For mod Barcelona måtte to af holdets største stjerner lade sig udskifte med skader, og de er nu yderst tvivlsomme til Champions League-finalen lørdag aften mod ærkerivalen Real Madrid. Det skriver UEFA på sin hjemmeside.

Se også: Barca-præsident: Nu skal der ryddes op

Allerede efter 16 minutters spil mod Barcelona måtte Atleticos topscorer med 27 sæsonkasser, Diego Costa, lade sig udskifte med en forstrækning. Men her stoppede skadesfrustrationerne ikke for de senere mestre.

Den tyrkiske midtbaneprofil Arda Turan udgik midt i første halvleg med underlivssmerter og gjorde derfor Costa selskab på lægebriksen.

Atletico Madrid har endnu ikke været ude med en melding om, hvor slemme skaderne hos de to profiler er, men sikkert er det, at det ikke bliver nemt for dem at nå den store finale om en uges tid.

Costa har flere gange i sæsonen været plaget af skader, og angriberen måtte blandt andet lade sig udskifte, da Atletico var på besøg hos Barcelona i det første af to Champions League-kvartfinaler for et par måneder siden.

Se også: Tabte guldet: Nu stopper Barca-træneren

I Real Madrid har man også problemer med skader, hvor Ronaldo har været tvivlsom til finalen. Senest var han ude med en forstrækning, da Real Madrid i sin sidste ligakamp hjemme vandt med 3-1 over Espanyol.

- Cristiano havde det ikke godt før kampen. Inden opgøret trænede han godt med og havde en god fornemmelse, så vi besluttede ikke at tage nogen risiko mod Espanyol. Vi er ikke bekymrede, for om han har tid nok til at komme sig inden finalen, siger Real Madrids træner, Carlo Ancelotti.

Foruden Ronaldo er også Karim Benzema og Pepe ude med skader for Real Madrid. Ancelotti mener, at Benzema nok skal blive klar, mens det er mere tvivlsomt, om portugisiske Pepe får en finalekamp, da han har en forstrækning i læggen.

Champions League-finalen mellem Atletico Madrid og Real Madrid spilles lørdag klokken 20.45 i Lissabon.

0 kommentarer
Vis kommentarer