Agent bekræfter: Laudrup forhandler med spansk La Liga-klub

Michael Laudrup kan blive ny træner for Granada C.F. Det bekræfter hans agent Bayram Tutumlu til en spansk radiostadion

Michael Laudrup kan meget vel blive ny træner i Granada. (Foto: AP/Sang Tan)
Michael Laudrup kan meget vel blive ny træner i Granada. (Foto: AP/Sang Tan)

Michael Laudrup er ikke langt fra at have fundet sit næste trænerjob.

I et interview til den spanske radiokanal Onda Deportivo Granada har hans agent Bayram Tutumlu nemlig indrømmet, at Laudrup er i forhandlinger med Granada om det ledige job i La Liga-klubben

- Quique (præsidenten, red.) har en måde at styre sin klub på, og Michael har sin måde at styre et hold på. Det handler ikke om økonomi. Jeg kender jo Michael godt, og han har tjent sine penge i fodbold gennem årene. Han tænker udelukkende på det sportslige, og han er ambitiøs. Han vil ikke kun være i en klub, der tænker på at blive i ligaen. Jeg kan forestille mig, hvad hans krav ville være, men jeg kan ikke tale for Michael, siger Tutumlu til den spanske radiostation ifølge BT.

Se også: Michael Laudrup og Swansea indgår forlig

Det kan blive Laudrups tredje job i det spanske. Tidligere har han trænet holdet på ferieøen Mallorca og lilleputholdet Getafe.

Granada reddede lige nøjagtigt livet i den bedste spanske række i den nyligt overståede sæson, hvor de indtog en 15.plads.

Ifølge den lokale avis Granada Hoy har Michael Laudrup og hans agent Bayram Tutumlu ført flere samtaler med Granadas ledelse gennem den seneste uge, og det kan meget vel føre til et kontrakttilbud.

Se også: Swansea-fans' dom over Laudrup: Godt han blev fyret

Der mangler dog stadig ting, der skal falde på plads, før Michael Laudrup kan præsenteres som klubbens nye træner, ifølge avisen.

Ifølge avisen ønsker Laudrup et trænersæde, hvor de sportslige ambitioner er større end kampen for overlevelse. Ligeledes ønsker han at få sin normale chefscout Erik Larsen med til det spanske, ligesom han ønsker, at få stor indflydelse på spillerbudgettet.

Granada Hoy erfarer, at Laudrup allerede i denne uge kan blive præsenteret i klubben.

0 kommentarer
Vis kommentarer