David Villa sætter kurs mod USA

Ifølge adskillige spanske medier skulle Atlético Madrids David Villa være på vej mod et opsigtsvækkende skifte til New York FC

(Foto: Andres Kudacki/AP)
(Foto: Andres Kudacki/AP)

Efter en sæson fyldt med guld og gode stunder kan spanske David Villa være på vej til en ny klub efter sidste sommers skifte til Atlético Madrid. Flere spanske medier beretter nemlig, at angriberen, der er en del af den spanske VM-trup, er på vej til den nystartede amerikanske fodboldklub New York FC, der blev etableret sidste år.

Manchester City og New York Yankees deles om ejerskabet af New York FC, der indtræder i Major League Soccer til næste år, og det er her, at Villa skulle være blevet tilbudt en tre-årig kontrakt.

Der skulle desuden være en alternativ økonomisk interesse i skiftet, da Atlético Madrid skal betale 3 millioner euro til Barcelona, hvis Villa også spiller for mesterklubben i næste sæson, og de penge vil, i fald at skiftet kommer igennem, ikke skulle skifte hænder alligevel.

Villa skiftede sidste sommer fra Barcelona til Atlético Madrid og har siden tilføjet et spansk mesterskab til listen af meritter, mens også en finaleplads i Champions League imponerer.

Han spillede 30 ligakampe og scorede 13 mål for Madrid-klubben.

0 kommentarer
Vis kommentarer