Agent: Målmand kommer ikke til Barcelona

Marc-André ter Stegen kommer alligevel ikke til Barcelona, da spaniernes transferkarantæne stopper skiftet

Marc-André ter Stegen kommer ikke til Barcelona, siger hans agent (Foto: AP)
Marc-André ter Stegen kommer ikke til Barcelona, siger hans agent (Foto: AP)

Barcelona kan i de to kommende transfervinduer ikke købe spillere. Det har FIFA slået fast som straf for, at catalonierne har handlet ulovligt med spillere under 18 år. Barcelona har dog allerede lavet en aftale med Gladbach-målmanden Marc-André ter Stegen, hvorfor den tyske målmand i går var ude at sige, at han ikke var bekymret for skiftet.

Det kan han dog godt begynde at blive, for hans agent fortæller nu, at han ikke tror, en transfer kommer til at gå igennem.

- Hvis jeg har forstået meldingen fra FIFA rigtigt, bliver Marc-André's transfer til sommer ikke til noget, siger Gerd vom Bruch til Bild.

Se også: Målmand vil trodse Barcas transferforbud

Barcelona havde udset sig ter Stegen som afløser for Victor Valdes, der har kontraktudløb og forsvinder til sommer, men nu ser det ud til, at man må leve med reservemålmanden José Pinto på 38 år.

Der er dog stadig håb for Barcelona og ter Stegen, for den spanske storklub vil anke dommen fra FIFA med håbet om at få ophævet transferkarantænen.



Se også: FIFA straffer Barcelona med transferforbud

FAKTA: Barcas megastraf: Sådan er reglerne

FC Barcelona har ifølge FIFA forbrudt sig mod reglerne i Artikel 19 i den såkaldte 'Regulations on the Status and Transfer of Players'

Artikel 19 - Beskyttelse af mindreårige

1. Transfers mellem to forskellige lande er kun tilladt, hvis spilleren er over 18 år.

2. Der er tre undtagelser fra stk. 1:

a) Spillerens forældre flytter med til det nye land af ikke-fodboldrelaterede årsager

b) Transferen foregår mellem klubber hjemmehørende indenfor EU- eller EEA-området, og spilleren er mellem 16 og 18 år gammel. I så fald må den nye klub leve op til følgende minimumskrav:

+ Den nye klub skal tilbyde spilleren en fodboldmæssig uddannelse og/eller træning på højeste nationale niveau.

+ Den nye klub skal garantere spilleren en akademisk og/eller håndværksmæssig uddannelse ved siden af spillerens fodboldmæssige uddannelse og/eller træning, hvilket skal sikre spilleren mulighederne for en ny karriere uden for fodboldens verden, hvis ikke han/hun lykkes med fodboldkarrieren.

+ Den nye klub skal gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at der bliver holdt opsyn med spilleren, hvilket blandt andet betyder, at klubben skal sørge for optimale opholdsbetingelser hos eksempelvis en værtsfamilie eller indkvartering i klubregi, udpegelse af en mentor i klubben, etc.

+ Den nye klub skal ved registreringen af spilleren stå til rådighed over for det nationale fodboldforbund med alle beviser for, at de ovennævnte betingelser er overholdt.

c) Spilleren bor højst 50 kilometer fra en national grænse (til det land, hvor den nye klub er hjemmehørende) og den nye klub ligger højst 50 kilometer fra samme grænseovergang. Den maksimale afstand mellem spillerens bolig og den nye klubs hovedkvarter må højst være 100 kilometer. I så fald må spilleren vedblive med at blive boende hjemme og de to respektive nationale fodboldforbund skal give deres respektive godkendelser heraf.

3. Betingelserne i Artikel 19 gælder for enhver spiller, også selvom han/hun aldrig tidligere har været registreret hos en klub, hvis han hun ikke er statsborger i det land, hvor han/hun ønsker at blive registreret for første gang.

0 kommentarer
Vis kommentarer