Real Madrid skåner Ronaldo i svær udekamp

Grundet knæproblemer har Real Madrids træner valgt at spare Cristiano Ronaldo i udekampen mod Real Sociedad

Cristiano Ronaldo bliver sparet i weekendens kamp (Foto: AP)
Cristiano Ronaldo bliver sparet i weekendens kamp (Foto: AP)

Cristiano Ronaldo udgik af onsdagens Champions League-kamp, hvor Real Madrid sikrede sig en hjemmesejr på 3-0 mod Borussia Dortmund i den første kvartfinale.

Ifølge spaniernes træner Carlo Ancelotti bliver Ronaldo klar til returkampen på tirsdag, men til gengæld kommer han ikke i kamp i lørdagens udekamp mod Real Sociedad i den spanske liga.

Portugiseren har igennem flere uger døjet med smerter i det venstre knæ og har modtaget lægelig behandling for det. Det tager Ancelotti konsekvensen af lørdag.

- Vi vil spare Cristiano i morgen (lørdag, red.), da han er en smule træt. Vi vil undgå at løbe nogen form for risiko, da mange vigtige kampe venter os, siger Ancelotti ifølge Reuters.

- Vi foretrækker at lade ham blive hjemme, så han kan være klar til på tirsdag. Han vil blive mere frisk og kan komme sig bedre. Jeg har talt med ham, og vi besluttede, at det var bedre at lade ham hvile, uddyber italieneren.

Real Madrid har tabt to af de seneste tre kampe i den spanske liga og er dumpet ned på tredjepladsen med tre point op til Atlético Madrid på førstepladsen.

Dertil er lørdagens kamp mod Real Sociedad en af de sværere. Holdet har kun tabt to hjemmekampe i denne sæson, og for lidt mere end en måned siden tabte FC Barcelona 1-3 netop her.

0 kommentarer
Vis kommentarer