Supermål af Bale knækker Barcelona

Real Madrid sikrede sig pokaltitlen på smuk scoring af Gareth Bale kort før tid i finalen mod Barcelona

Gareth Bale jubler, mens Barcelona-tilskuerne i baggrunden ... ikke jubler! (Foto: AP/Alberto Saiz)
Gareth Bale jubler, mens Barcelona-tilskuerne i baggrunden ... ikke jubler! (Foto: AP/Alberto Saiz)

På et drømmemål fem minutter før tid af waliseren Gareth Bale sikrede Real Madrid sig onsdag aften den spanske pokaltitel med en sejr på 2-1 over ærkerivalen FC Barcelona.

Dermed ligner det en katastrofesæson for Barcelona. Holdet blev sendt ud af Champions League i kvartfinalen mod Atlético Madrid, og i den spanske liga halter Barcelona fire point efter samme Atlético i topstriden.

Real Madrid var ellers svækket af at måtte undvære den skadede Cristiano Ronaldo, der så ofte har spillet hovedrollen, når Real har slået Barcelona.

Men hovedstadsklubben lod sig ikke tynge af portugiserens fravær. Allerede efter 10 minutter bragte holdet sig i front.

Se også: Messi har været vildt dårlig

Franske Karim Benzema stod for det glimrende forarbejde, da argentineren Angel Di Maria scorede til 1-0.

Real Madrid var det bedste hold og var generelt tættere på at score til 2-0, end Barcelona var på udligning. Dog i en kamp, der ikke var noget chanceorgie. Men for Barcelona blev det i lange perioder en kamp, hvor det handlede om at forsvare.

Madrid-klubben lod til at have fint styr på kampen, da Barcelona fik et hjørnespark midt i anden halvleg. Her steg den 23-årige forsvarsspiller Marc Bartra til vejrs og dirigerede flot bolden ind til 1-1.

Se også: Se Neymars bedste scoring som Barça-spiller

Det var første gang i hele turneringen, at Real Madrid indkasserede et mål.

I den resterende del af kampen angreb begge hold for at fremtvinge en afgørelse, og den sørgede waliseren Gareth Bale for.

Fem minutter før tid tog han et langt sololøb fra midten af banen og sluttede med at sende bolden under Barcelonas målmand til 2-1.

Barcelona var dog alligevel tæt på at fremtvinge forlænget spilletid. I kampens sidste minut skød brasilianeren Neymar på stolpen.

Men det lykkedes Real Madrid at holde stand og sikre sig årets første pokal. Det kan blive til flere titler i både Champions League og i den spanske liga.

0 kommentarer
Vis kommentarer