Årets fodboldbog: Pligtlæsning for alle spanske aficionados

Den engelske journalist Sid Lowe giver i 'Kærlighed og had i La Liga' et fantastisk indblik i forholdet mellem de evige rivaler FC Barcelona og Real Madrid

Det går ofte vildt for sig, når Real Madrid og Barcelona mødes. Den engelske journalist Sid Lowe beskriver på glimrende vis forholdet mellem de evige rivaler i bogen Kærlighed og had i La Liga (Foto: AP)
Det går ofte vildt for sig, når Real Madrid og Barcelona mødes. Den engelske journalist Sid Lowe beskriver på glimrende vis forholdet mellem de evige rivaler i bogen Kærlighed og had i La Liga (Foto: AP)

Kærlighed og had i La Liga

Da FC Barcelona i 1999 fejrede sit 100. års jubilæum besøgte klubben paven og gjorde ham til soci. Da Real Madrid tre år senere skulle fejre sin runde dag besøgte klubben den spanske konge, FN og paven…

Sådan er det med de to spanske giganter.

De er i en evig kamp og nærmest besat af hinanden. El Clásico er klodens største kamp, og hver eneste gang de tørner sammen – og det sker efterhånden tit – bliver den gamle historier om klubberne og deres forskelligheder fortalt igen og igen.

Det er også det, som den anerkendte engelske journalist Sid Lowe gør i ’Kærlighed og had i La Liga’. Det er historien om Real Madrid, om Barcelona og ikke mindst de to klubbers indbyrdes forhold og indflydelse på hinanden.

Lowe har talt med tidligere og nuværende spillere og ledere, gravet i gamle dokumenter og været det mest af fodboldlitteraturen igennem, og resultatet er enestående.

Anekdoterne står i kø, og det 428 sider lange velfortalte værk trækker tråde langt tilbage i den spanske historie. Med Lowe som kyndig guide lærer man at forstå tingens sammenhæng og får et mere nuanceret syn på de to klubber og forholdet mellem dem.

Den simple fortælling om sportens to største rivaler bliver ofte kogt ned som en politisk kamp mellem Spanien og Catalonien og reduceres til en fortælling om diametrale modsætninger.

Barça er demokraterne, Madrid er fascisterne. Barça er taberen af Den Spanske Borgerkrig og ofrene, Madrid vinderen og undertrykkeren. Barça er venstreorienterede, Madrid er højreorierente. Barça god, Madrid ond.

Sådan lyder historien, men heldigvis ikke Sid Lowes, for han går til angreb på myterne og punkterer med overbevisende argumentation, gode kilder og grundig research flere af dem.

Den nok mest sejlivede er, at Real Madrid fik succes på grund af, at de var generalísimo Francos hold. Det paradoksale er dog, at Barcelona ramte en gyldne æra i den mørkeste tid under diktatoren, da forfølgelsen og undertrykkelse kulminerede.

Først 14 år efter borgerkrigens afslutning vandt Real Madrid sit første mesterskab, Barcelona vandt i samme periode fem.

Som Lowe konstaterer at ’fremstille Madrid som Francos hold og Barcelona som offer på baggrund af borgerkrigen er at fifle med historien’.

Real Madrids storhed skyldes Alfredo Di Stéfano, som de fik på bekostning af Barcelona efter en lang, bitter kontraktstrid.

Den sag endte på regeringsniveau, og Di Stéfano endte til Barcelonas store fortrydelse i Madrid, hvor den blonde argentinske pil sidst i 50’erne gjorde Real Madrid til den klub, den er i dag.

Med fem Europa Cup-triumfer på stribe blev Real Madrid Spaniens vigtigste ambassade, og det gjorde naturligvis klubben interessant for Franco.

Men Real Madrid blev ikke de bedste, fordi de var regimets mandskab - men de blev regimets mandskab, fordi de var de bedste, som Sid Lowe forklarer.

Den nuværende Real Madrid-præsident Florentino Pérez mener, at hans klub har tabt den ideologiske kamp til Barcelona. ’Så længe vi lever, vil det forblive Barcelona som de gode drenge og Madrid som de onde fyre’. Han har formentlig ret og blandt andet derfor burde Sid Lowes værk være pligtlæsning for alle spanske aficionados.

For ’Kærlighed og had i La Liga’ er mere end en historie om Real Madrid og Barcelona og deres mange indbyrdes kampe.

Det er historien.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere