Barcelona hyrer og fyrer spiller på samme dag

Den catalanske klub kunne ikke acceptere, at en nytiltrådt spiller havde hånet og svinet Catalonien og Barcelona tidligere i sin karriere

Sergi Guariolda nåede at være på kontrakt i syv timer i FC Barcelona... (Foto: AP)
Sergi Guariolda nåede at være på kontrakt i syv timer i FC Barcelona... (Foto: AP)

Den 28. december startede fremragende for den 24-årige fodboldspiller Sergi Guardiola.

Storklubben FC Barcelona meddelte på deres hjemmeside, at man havde skrevet kontrakt med midtbane-manden, der skulle forstærke andetholdet i klubben.

Men blot syv timer senere valgte den catalanske klub at terminere kontrakten.

Nogle tilhængere af klubben havde opsporet, at Guardiola for to år siden havde skrevet hånende tweets om Catalonien og FC Barcelona. Og da det kom ledelsen for øre, faldt straffen prompte.

- FC Barcelona har valgt at annullere kontrakten med Sergi Guardiola, som blev underskrevet tidligere mandag, på grund af de stødende tweets, som spilleren skrev om klubben og Catalonien, skrev klubben i en pressemeddelelse.

- Guardiola hyldede Real Madrid i en 'El Clasico-kamp' i 2013 og skrev blandt andet 'Puta Cataluña', som løst kan oversættes til 'Lorte Catalonien'

Ifølge fodboldjournalist Oriol Domènech fra den Barcelona-baserede avis Mundo Deportivo skal alle nye spillere skrive under på en klausul, hvor man lover at respektere Barcelona og Catalonien. Det gjorde Guardiola ikke med sine to år gamle tweets - og så var det farvel og tak efter syv timer i klubben.

Og for at det ikke skal være løgn, er det anden gang på en uge, at Sergi Guardiola oplever at få ophævet sin kontrakt.

I sidste uge afsluttede Alcorón samarbejdet med den 24-årige spiller, der nu skal på klubjagt igen...

39 kommentarer
Vis kommentarer