Barcelona i problemer mod bundprop

Bundholdet Leganes kom foran på perlemål, men Luis Suarez og Arturo Vidal sørgede for sejr til Barcelona.

Foto: Javier Barbancho/Ritzau Scanpix
Foto: Javier Barbancho/Ritzau Scanpix

En pinligt pointtab mod Primera Divisions bundprop, Leganes, lurede lørdag eftermiddag for Barcelona, men et par sydamerikanske mål vendte kampen.

Med en scoring hver sørgede Luis Suarez og Arturo Vidal for, at Barcelona alligevel kunne rejse hjem med en sejr på 2-1 og tre point.

Sejren betyder, at Barcelona er på førstepladsen med tre point ned til Real Madrid, før arvefjenden spiller lørdag aften mod Real Sociedad. Leganes er fortsat sidst.

Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite gik ind til lørdagens kamp med selvtilliden i orden, efter at han mandag scorede et afgørende mål, da Danmark fik 1-1 i Irland og kvalificerede sig til EM-slutrunden.

Den tidligere Esbjerg-angriber var da også valgt til Leganes' startopstilling, men det var ikke ham, der kom i fokus i første halvleg.

Det gjorde holdkammeraten Youssef En-Nesyri i stedet. Efter 12 minutter driblede han ind i feltet og hamrede bolden op i modsatte krog af målet.

Stillingen holdt helt til pausen, men anden halvleg var kun otte minutter gammel, da Barcelona udlignede.

Samarbejdet mellem Lionel Messi og Luis Suarez viste sig igen frugtbart, da argentineren fandt Suarez på et frispark, og angriberen pandede bolden i nettet.

Barcelona sad tungt på boldbesiddelsen, men svømmede ikke i oplagte målchancer.

Der skulle en indskiftet chilensk fod til at afgøre tingene. 79 minutter var spillet, da Arturo Vidal i helt fri position sparkede bolden højt i nettet til 2-1.

Forinden var et hjørnespark sendt i feltet. Vidal var i klar offsideposition, da han modtog bolden inde i det lille felt, men den ufrivillige aflevering kom fra en Leganes-fod.

Barcelona-spillerne jublede, og efter en gennemgang med videosystemet VAR kunne de fejre scoringen på ny.

Barcelona har fået en svingende start på sæsonen med tre nederlag i de første 13 ligakampe. Onsdag møder holdet Borussia Dortmund i Champions League.

Foto: Fire on Ice, Will Burgess/Reuters/Ritzau Scanpix og Jens Rosenfeldt/Polfoto Sport og Spil KÆMPE galleri: 17 Sportsstjerner uden tøj

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere