Mandag fortalte FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, på et pressemøde at klubbens gæld er på svimlende 10 milliarder kroner.
Det giver panderynker hos præsidenten, som overtog rodebutikken efter den tidligere ledelse brugte flere penge på lønninger end klubbens samlede indtægter.
Derfor er klubben tvunget til at stramme budgettet ind alle de steder, hvor det er muligt, og det betyder, at klubben vil forsøge at skære lønningerne i den nuværende trup med 1,5 milliarder kroner. Det fortæller Goal.
Loyale kaptajner og dyre reserver
Ifølge Goal har anførergruppen bestående af de mangeårige profiler Gerard Pique, Sergio Busquets, Sergi Roberto og Jordi Alba accepteret, at deres lønninger skæres, samt at eventuelle bonusser frafalder eller udsættes.
Dog fortæller den spanske sportsavis Marca, at det ikke har været ligeså let for præsidenten at lønforhandle med de løntunge spillere, som er kommet til klubben de senere år.
Spillerne Phillipe Coutinho, Antiono Griezmann, Miralem Pjanic og Samuel Umtiti er spillerne, som Barcelona gerne vil genforhandle løn med.
Ifølge det spanske medie Sport er der dårlig stemning mellem klubben og de to sidstnævnte spillere.
Klubben ønsker, at de finder en ny arbejdsgiver inden transfer-vinduet smækker i 31. august, men Sport beskriver, at især Umtiti ikke har planer om at forlade den spanske storby lige forløbeligt.
De to var ikke udtaget til Barcelonas seneste trup, hvor Barcelona vandt 4-2 over Real Sociedad og Martin Braithwaite scorede to mål.