Barcelonas skatte-snyd: Neymar skal i retten

Den brasilianske spiller bliver nu selv indblandet i den catalanske klubs store skattesag, hvor den tidligere og nuværende præsident risikerer lange fængselsstraffe efter Neymar-købet i 2013

Neymar skal med al sandsynlighed i retten for at vidne i skatte-sagen omkring sit skifte i 2013. (Foto: AP)
Neymar skal med al sandsynlighed i retten for at vidne i skatte-sagen omkring sit skifte i 2013. (Foto: AP)

Den brasilianske stjerne Neymar har været en stor succes for FC Barcelona siden sin ankomst i 2013 - men klubben er endt i en penibel situation efter købet af offensivspilleren.

FC Barcelonas tidligere præsident Sandro Rosell blev beskyldt for underslæb af Barcelona-medlemmet Jordi Cases sidste år i forbindelse med Neymar-handlen. Cases påstod, at Barcelona havde betalt langt over de godt 425 millioner danske kroner,  som de hidtil har påstået, Neymar kostede.

Cases mente, at beløbet nærmere lå omkring 710 millioner kroner - og derfor gik staten glip af mange millioner i skattepenge, da klubben i første omgang ikke havde oplyst den reelle købssum.

Se også: Snyd med Neymar - Barca-boss i retten

Det spanske retssystem gik derefter ind i sagen, og beskyldningerne kostede også Rosell jobbet, da han kort tid efter gik af som præsident.

Den catalanske klub har hele tiden kategorisk nægtet at have snydt, selvom de efterbetalte godt og vel 100 millioner kroner til den spanske statskasse i forbindelse med sagen.

Der er endnu ikke kommet en afgørelse på skatte-sagen - men nu intensiveres det hele igen, da anklageren har bedt hovedpersonen Neymar om at møde ind som vidne. Det beretter radiostationen Cadena Ser ifølge Business Insider.

Se også: Barça skal fremlægge Neymars kontrakt

Ifølge den spanske radiostation vil anklageren bede Neymar om at møde i retten sammen med syv andre personer, så han kan vidne i sagen mod FC Barcelonas nuværende præsident Josep Maria Bartomeu, klubben og den tidligere præsident Sandro Rosell.

Grunden til, at den 23-årige brasilianer bliver indkaldt er, at anklageren mener, Neymar har stor indflydelse i sagen, da han har underskrevet 9 af de 13 kontrakter, som var indblandet i transferen - og som nu bliver undersøgt.

Se også: Chok: Barça-præsident går af i aften

Ifølge Cadena Sers kilde vil retten i Madrid acceptere anklagerens ønske om at få Neymar ind som vidne.

Radiostationen meddeler ydermere, at en retsag kan tage sin begyndelse i efteråret i år - og vil muligvis vare en uges tid.

Anklageren kræver angiveligt en fængselsstraf på syv og et halvt år til Rosell - og to år og tre måneder til den nuværende præsident Bartomeu, der var vicepræsident, mens Rosell stadig var i klubben.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere