Barsk anklage: Real Madrid-stjerne stod bag kidnapning

Fodboldagent har anmeldt fodboldstjernen Karim Benzema for forsøgt kidnapning - Real Madrid-stjernen trækker på skuldrene

Det er ikke lutter positive historier, der klæber til Karim Benzemas navn.

Der har været noget sex med en mindreårig prostitueret, afpresning af en kollega, en landsholds-fyring og i øvrigt voldsomt svingende form som professionel fodboldspiller i Real Madrid.

Og så denne her: Et nyligt kidnapningsforsøg i Paris.

Ikke foretaget af Benzema selv - men af bekendte til den franske stjerne.

Det har Leo D'Souza forklaret myndighederne. For det var ham, der blev forsøgt klemt ind i en sort varevogn i Paris 7. oktober.

Dagen efter gik han til politiet og meldte episoden, der skal have fundet sted umiddelbart efter Ligue 1-kampen mellem Paris Saint-Germain og Olympique Lyon.

Ifølge den 33-årige mand, der har beskrevet sig selv som agent for Benzema, trillede den sorte bil op på siden af ham. En person, som han genkendte som én af Benzemas venner, Smaine T., bad ham om at stige ind.

Som en anden Godfather
Det var D'Souza nu ikke meget for, så han afviste. Det brød man sig ikke om i varevognen, og han blev efter eget udsagn udsat for et slag. Det fremgår ikke af såvel vidneudsagn som de franske mediers beretninger, hvor han blev slået - og hvordan. Men slået blev han.

Det skal have fået flere vidner til at blande sig, hvorfor de mistænkte kørte igen.

D'Souza har i øvrigt forklaret, ifølge nyhedsbureauet AFP, at han så Benzemas silhouet bagest i bilen. Som en anden Godfather skulle han således have siddet og overværet forestillingen. Måske med en hvid kat i skødet?

30-årige Benzema, der dagen forinden var på banen i spansk fodbold for Real Madrid, afviser kategorisk involvering i episoden.

På Twitter har han anklaget D'Souza for at lyve.

- En bekendt til Benzema rører D'Souzas arm. Det er bortførelse.

- D'Souza får tæsk, men han har intet sygefravær fra arbejde.

- D'Souza siger, at Benzema var i bilen, en idé der er afvist af politiet.

- Mener denne verden det alvorligt? #Ithastostop #givemeabreak #toomuch.

Sådan formulerer Benzema sig på Twitter med ligedelt ironi og afstandtagen - og bliver bakket op af sin hær af advokater, der kalder D'Souzas påstande 'groteske'.

Kluntet
Angiveligt skyldes kidnapningsforsøget 50.000 euro - hvilket svarer til 424.655 kroner. Beløbet skulle være overført til Benzema oprindeligt af en sponsor for en tur til Marokko i sommer. Det skriver Mediapart.

De penge nåede aldrig til Benzema, men endte i stedet i D'Souzas lommer. Benzemas bekendte i varevognen ville angiveligt overbevise D'Souza om, at han skulle overføre beløbet.

Ifølge Sylvain Cormier, der torsdag udtalte sig på vegne af Benzema som dennes advokat, er Leo D'Souza ikke agent for fodboldspilleren. Og har aldrig været det.

- Måske er han skuffet, kom det tørt fra Cormier, der antydede, at 'agenten' mest af alt vil skabe overskrifter med sin historie.

- Alt det her sker på baggrund af en mand, der meget kluntet forsøger at skjule sine egne problemer. Denne mand anklager en bekendt til Karim Benzema for at tage hans arm, vi ved også, at Karim Benzema ikke var til stede - mistanke om forsøgt kidnapning er fuldstændig grotesk, sagde Sylvain Cormier.

Den prellede dog af på Joseph Cohen-Sabban, Leo D'Souzas advokat, som vand på en gås.

- Hvis Karim Benzema kunne finde på at tage sin utilfredsheder i retten, ville han få problemer, sagde Cohen-Sabban kortfattet.

Politiet fortsætter sin efterforskningen i sagen, og så er vi sikre på, at det sidste ord i denne sag ikke er sagt endnu.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Se også: Tottenham-manager tilgiver Hareide: - Alle har en mening

Se også: Bayern München indkalder til usædvanligt pressemøde

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere