Benzema redder Real fra fiasko

Real Madrid måtte arbejde hårdt for at slå bundholdet Elche med 2-1. Karim Benzema blev helt med to mål

Karim Benzema og Real Madrid hænger stadig på i toppen af La Liga. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Karim Benzema og Real Madrid hænger stadig på i toppen af La Liga. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Følg Spansk fodbold

Det holdt hårdt, da Real Madrid lørdag tog en sejr i La Liga.

Modstanderen var på papiret ellers overkommelig for de forsvarende mestre, men Elche - der ligger lige over nedrykningspladserne - kæmpede bravt, samtidig med at Real langt fra spillede sin bedste kamp.

Men det endte altså med tre point til Zinedine Zidanes tropper efter en 2-1-sejr, der kom i stand efter to mål af Karim Benzema. Det sidste faldt i kampens tillægstid.

Real Madrid har nu seks point op til Atlético Madrid, efter at ligaens førerhold lørdag spillede 0-0 med Getafe.

Det er fjerde gang inden for de seneste otte ligakampe, at Atlético blot får et enkelt point. Kun tre af kampene er blevet vundet, og Diego Simeones mandskab må siges at have mistet pusten en smule i jagten på mesterskabet.

Sergio Ramos var lørdag for første gang tilbage i aktion for Real Madrid efter en næsten to måneder lang skadespause.

Men forsvarsgeneralens comeback ændrede af gode grunde ikke ret meget på, at Real Madrids offensiv for tiden ikke er specielt frygtindgydende.

Det var også tydeligt mod Elche. For selv om Real Madrid tog teten fra start, kæmpede hjemmeholdet med at komme til chancer.

Hver gang Real nærmede sig Elches mål, gik spillet lidt i stå, så det aldrig for alvor blev farligt.

Først efter lidt over en halv time kom Real til en reel chance, da en tværaflevering efter en omstilling endte ved Karim Benzema. Franskmanden fik dog ikke et ordentligt træf på bolden, som røg forbi stolpen.

Kampen fortsatte i samme rille umiddelbart efter pausen.

Real sad tungt på bolden, men skød med løst krudt foran mål. I takt med at hjemmeholdet blev mere desperat efter at score, opstod der plads for Elche.

Det udnyttede gæsterne til fulde. Efter en lille times spil kom Elche frem til en stor chance, som dog ikke blev til noget, men lidt efter var der mål, da Dani Calvo pandede bolden ind til 1-0 via overliggeren efter et hjørnespark.

Målet fik Real til at hanke op i sig selv.

Ti minutter senere fulgte Karim Benzema nogenlunde samme opskrift, som Dani Calvo havde brugt, da han udlignede til 1-1 med hovedet efter et hjørnespark. Denne gang var overliggeren dog ikke involveret.

Real fortsatte med at presse på, men det var altså først i kampens tillægstid, at det forløsende føringsmål blev lavet, da Benzema med en flot halvflugter bankede bolden i mål og blev den store helt.

Det er fuldstændig hat og brille

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.