Når oprykkerne fra Mallorca får besøg af FC Barcelona søndag aften i La Liga, vil flere stamspillere fra begge mandskaber ikke være i aktion.
Hjemmeholdet har 11 spillere ude med corona, og Barcelona-cheftræner Xavi Hernández' må undvære ikke færre end 16 spillere til opgøret på Visit Mallorca Estadi.
Derfor ønskede sheriffen på Camp Nou, at opgøret på den spanske ø skulle rykkes.
- Det er det rigtige tidspunkt at udskyde kampen på, sagde Xavi til Marca. Og spanieren hev søndagens modstander med i faldet.
- Mallorca har også anmodet om det (at få kampen udskudt, red.). Kampe er blevet suspenderet på grund af fravær. Vi er nødt til at bruge sund fornuft. Det er ikke en klage, det er ikke en undskyldning, det er virkeligheden.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Nu skriver selvsamme medie altså, at oprykkerne ikke har anmodet om at få opgøret udskudt. Og ligeledes slår Mallorcas cheftræner, Luis García PLaza, fast, at holdet vil i aktion trods stigende coronasmitte i klubben.
- Vi er det mandskab med mest fravær i hele La Liga, siger cheftræneren til Marca og tilføjer:
- Men fordi Barcelona også er hårdt ramt, taler en masse mennesker om det.
Opgøret er den sene søndagskamp i La Liga, hvor begge mandskaber tørster efter tre point på kontoen.
Værterne er blot fem point fra nedrykningsstregen, og gæsterne ligger og roder rundt på en syvendeplads i den bedste spanske række.
--------- SPLIT ELEMENT ---------