Børn optaget til august: Dansk Barça-akademi ligeglad med UEFA

Selvom en afgørelse fortsat lader vente på sig fra UEFA, har storklubbens danske akademi allerede optaget de første elever

Smilene var brede på FCBEScola Copenhagen under pressemødet i marts. (Foto: Philip Davali)
Smilene var brede på FCBEScola Copenhagen under pressemødet i marts. (Foto: Philip Davali)

'Tak for din deltagelse på audition forleden i Ballerup Idrætsby. Vi kan hermed bekræfte, at du har fået en plads på FCBEscola Copenhagen'.

Sådan stod der i den e-mail, mange håbefulde drenge og piger mandag fik fra FC Barcelonas akademi i Ballerup.

Efter prøvetræningen 9.- og 10. maj, har akademiet udvalgt nogle heldige asener, der fra 23. august kan troppe op og træne løs med håbet om at blive tilknyttet den spanske storklub en dag.

Eller kan de?

I skrivende stund er det hele fortsat lidt usikkert, for FCBEscola Copenhagen er ikke i mål endnu. De mangler endnu at få en endelig godkendelse fra det europæiske fodboldforbund, UEFA, der tygger på det efter juridisk henvendelse fra DBU.

Dansk Boldspil-Union har fra begyndelsen været bekymret over politikken med at indlemme børn helt ned til seks års-alderen i et elitært træningsmiljø. Efter dialog med akademiet lykkedes det ikke unionen at nå til enighed, derfor valgte man at sende det i høring i Schweiz hos UEFA.

Men selvom der altså ikke er truffet en beslutning, har FCBEscola Copenhagen valgt at optage børnene, selvom de i sidste ende risikerer at få en lang næse.

'Vi tager den med ro'
Ekstra Bladet har set mailen fra akademiet, hvor der endvidere står følgende:

'Som det måske er dig bekendt, har der i medierne været usikkerhed om, hvorvidt skolen har tilladelse til at starte. Vi er helt overbevist om, at vi i samarbejde med DBU/UEFA/FIFA finder en løsning, således at skolen starter som planlagt d. 23 august 2015'.

Det ser talsmand Anna Beltran ikke noget problem i, selvom der er en sandsynlighed for at skulle skuffe en stribe unge mennesker.

- Det er formuleret i e-mailen, som det skal gøres. Vi tager den med ro, indtil der er en beslutning. Ellers har jeg ingen kommentarer, siger hun.

Ekstra Bladet har været i kontakt med en forælder til et barn, der er blevet optaget. Han er ikke helt tryg ved situationen.

- Vi blev selvfølgelig glade, da mit barn blev optaget. Men hvis ikke akademiet bliver til noget, så burde de vente, siger manden, der ønsker at være anonym af hensyn til sønnens fortsatte muligheder.

- Jeg anser Barcelona for at være højst professionelle, og jeg går ud fra, at de ved, hvad de laver. Og de har akademier i 16 lande, så de har prøvet det før. Vi krydser fingre og tror og håber det bedste, siger faderen til Ekstra Bladet.

Ignorerede DBU-forbud
I DBU sidder næstformand i DBU og formand for unionens breddeudvalg Bent Clausen og afventer situationen.

- Lige nu venter vi på svar fra UEFA. Når det kommer, er vi klar på at tage dialogen igen. I første omgang er vi (DBU og akademiet, red.) blevet enige om at afvente UEFA. Det respekterer vi i DBU i hvert fald. Jeg ved ikke med Barcelona, siger han.

Akademiet blev introduceret på et stort pressemøde 26. marts. Men 25. april blev DBU-toppen på et bestyrelsesmøde enig om ikke at godkende konceptet.

– Vi kan ikke stå inde for, at børn ned til seksårs-alderen skal til auditions for at blive optaget og skal indgå i et udpræget elitært træningsmiljø. Børn udvikler sig enormt i den alder, og derfor kan et barn med gode boldegenskaber som seksårig være overhalet som syvårig, og hvad skal der så ske med ham, når han bliver vejet og fundet for let, sagde Bent Clausen.

Se også: DBU forbyder dansk Barça-akademi

Efterfølgende valgte akademiet alligevel at gennemføre prøvetræningen 9.- og 10. maj.

73 kommentarer
Vis kommentarer