Braithwaite bag ydmygelse af tophold

Den danske landsholdsangriber var både målscorer og dobbelt assistmager, da Leganes vandt 3-0 i Sevilla

Martin Braithwaite og Leganes stak en kæp i Sevilla-hjulet sent fredag aften. Foto: Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix
Martin Braithwaite og Leganes stak en kæp i Sevilla-hjulet sent fredag aften. Foto: Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite var en central figur, da Leganes fredag aften sparkede sig op i den bedste halvdel i den spanske Primera Division og endegyldigt sikrede en sæson til i rækken.

Esbjergenseren lagde op til to mål og scorede selv et enkelt, da Leganes vandt 3-0 ude over kriseramte Sevilla, der med tre nederlag i de seneste fire kampe ser ud til at have formøblet en billet til næste sæsons Champions League.

I kampens ottende minut spillede Braithwaite med ryggen til mål bolden videre til sin marokkanske holdkammerat Youssef En Nesyri, der drejede bolden i mål med venstrebenet.

12 minutter senere kom danskeren selv i målscorerens rolle med en lille perle.

En bold dumpede ned for Braithwaite bagest i feltet, og med brystet vippede han bolden forbi sin oppasser, inden han tordnede den i mål.

Det var Braithwaites femte fuldtræffer, siden han i januar skiftede til Leganes på en lejeaftale fra Middlesbrough. Tidligere har han blandt andet scoret mod Barcelona i ligaen og Real Madrid i pokalturneringen.

Otte minutter før tid stod han så for oplægget til det mål, der endegyldigt afgjorde kampen i Sevilla. Braithwaite snød offsidefælden og lagde bolden til rette for Real Madrid-ejede Oscar Rodriguez, der scorede til 3-0.

Målet medførte en massiv pibekoncert og startede en stor udvandring fra Ramon Sanchez Pizjuan.

Sevilla var for tredje kamp i træk uden Simon Kjær i midterforsvaret.

Se også: Ronaldo holder liv i Torinos Juventus-kompleks

Se også: Forfærdelig afslutning for Yussuf og Leipzig

Se også: Engelsk manager bekræfter: Vi mister Jonas

17 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere