Braithwaite er svanen mellem lamme ænder

Martin Braithwaite skulle kun bruge fire dage på at score sig ind i dansk fodboldhistorie – i aften kan han skrive et nyt kapitel i sit eventyr

Ifølge Braithwaite selv forudså han skiftet til Barcelona i en drøm. Det fortæller han her. Video: Discovery Networks Danmark.

- Det er et titelræs mellem to vingeskudte ænder!

Den tidligere Real Madrid-direktør Jorge Valdano lægger ikke fingrene imellem inden søndagens Clásico på Bernabeu, der denne gang rummer et dansk eventyr af HC Andersenske dimensioner:

Den grimme ælling fra Vestkysten og Vadehavet kan få en hovedrolle - måske allerede fra start - og han har før vist, han kan score mod Real Madrid. Martin Braithwaite kan blive svanen, der kommer stolt brusende ud af duellen i den spanske andegård.

Vestjyden med rødder i Guyana og stor familie i Brooklyn slog til allerede i sin tredje kamp for Leganés, da han 16. januar 2019 først headede kuglen på stangen og i et efterfølgende tumultarisk klumpspil fik prikket bolden i kassen til 1-0 mod Real Madrid.

Det var godt nok på hjemmebane og ikke Bernabeu, og 1-0 sejren var slet ikke nok. Braithwaite og Co. havde tabt den første ottendedelsfinale 3-0, så adios til Copa del Rey – men jyden havde sat sit første stempel i spansk fodbold.

Han kom som en hvirvelvind og havde fire fornuftige afslutninger på Real Madrids hjemmebane – et giftigt raid og et skud strøg lige forbi stangen, og et hovedstød efter hjørnespark tvang Keylor Navas til en stor redning i første halvleg.

Så Sergio Ramos og kumpaner i den kongelige defensiv ved udmærket, at der er raketter i læggene og danish dynamite i pandebrasken på den nye Barca-striker, der også leverede en assist, da Leganés i april klarede 1-1 hjemme mod madrilenerne.

Fire dage efter scoringen mod Real, blev Martin Braithwaite så historisk – i hvert fald i Danmark – da han udlignede til 1-1 på Camp Nou og dermed blev den blot anden dansker efter Bent ’Turbo’ Christensen, der hidtil har formået at score mod begge de to spanske storhold i liga eller pokalturnering. Det endte så igen i brødløs kunst i tabellen, da FC Barcelona vandt 3-1.

Men vestjyden var ligesom i gang…

Ivan Rakitic, Jordi Alba og Martin Braithwaite i centrum under lørdagens træning i Barcelona. Foto: Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix
Ivan Rakitic, Jordi Alba og Martin Braithwaite i centrum under lørdagens træning i Barcelona. Foto: Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix
 

Nu fortsætter festen på en endnu finere adresse. Ironisk nok skal Braithwaite i aktion MOD den klub, han udnævnte som sin hedeste drøm, da Ekstra Bladet besøgte en ung mand med fire kubikmeter hår trimmet i cornrows ved Blåvandshuk i oktober 2012.

’YOU’RE GONNA NEED A BIGGER BAT’, stod der på T-shirten, og meningen var glasklar:

- Du skal brug et større bat, hvis du skal slå mig ned, forklarede den 21-årige, der uden blusel erklærede, at målet var at spille for Real Madrid.

Mener du det i fuldt alvor?

- Ja, det gør jeg. Det er jeg stensikker på, for jeg har et mål, og så arbejder jeg hårdt efter det. Jeg er perfektionist, og jeg er ikke bange for at træne hårdt for at nå det.

- Er du talentfuld nok?

- Ja! Det vil jeg selv sige.

- De fleste ville vælge en lidt forsigtigere melding…

- Jamen, hvorfor gå og holde på det? Det skal da ud!

Syv år senere stillede Martin Braithwaite fredag formiddag til foredrag om coronavirus og første session efter Napoli frem mod Madrid sammen med sin nye ven Lionel Messi, som nok kommer til at ligge lige bag vestjyden, der minsandten spås en plads i startformationen.

Det er sgu et eventyr!

Og Braith-can’t-waite:

- Det bliver en fantastisk oplevelse, siger han til Barcelonas officielle website.

- Det er en meget vigtig kamp med masser af intensitet, og jeg har en masse at vinde ved at få lov at spille, siger danskeren, der naturligvis roser Messi til skyerne – ja, faktisk op i dem:

- Hvis fodbold var en religion, ville Messi være gud!

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Syv danskere har scoret mod Real Madrid i La Liga og Copa del Rey

3/10 1982: John Lauridsen, RCD Espanyol

19/1 1991 og 16/6 1993: Michael Laudrup, FC Barcelona

6/3 1994: Søren Andersen, UE Lleida

25/2 1996: Bent ‘Turbo’ Christensen, SD Compostela

16/10 2010: Kris Stadsgaard, Malaga CF

25/1 2017 og 7/1 2018: Daniel Wass, Celta Vigo

16/1 2019: Martin Braithwaite, CD Leganes

Se også: Nu vil de forbyde Braithwaite-finte

Se også: Medie: Skal starte inde i El Clásico

Se også: Lægger Braithwaite op til Messi igen?

0 kommentarer
Vis kommentarer