Det kan gå stærkt i fodbold. Rigtig stærkt. Men helt så stærkt, som det er gået for den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite, havde de færreste nok set.
For kort tid siden var han langt fra spilletid i sin engelske klub Middlesbrough, men pludselig kom muligheden for et lejeophold hos spanske Leganés, og så kiggede Braithwaite sig ikke tilbage.
Sidst han fik spilletid for Middlesbrough, var 1. december i 0-3-nederlaget på hjemmebane til Aston Villa.
Men i sidste uge blev han først matchvinder mod Real Madrid i Copa del Rey, inden han tre dage senere blev målscorer mod Barcelona på Camp Nou.
At en dansker scorer mod de to spanske giganter i samme sæson, er en bedrift, som kun Bent ‘Turbo’ Christensen formåede i sin tid i Compostela i midten af 1990’erne.
- Det er en fantastisk følelse. Jeg er sindssygt glad. Jeg har lært en masse ting. Jeg har lært, at et positivt mindset og hårdt arbejde altid betaler sig. Er du tålmodig og arbejder hårdt, skal tingene nok gå din vej. Det giver mig endnu mere blod på tanden, siger danskeren til Ekstra Bladet om sin succes.
Selv peger han på, at han trives i kaos.
- Det er en speciel situationen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan godt lide at være på bar bund.
- Det er et helt nyt land, jeg ikke kender. Jeg kender ikke spillestilen, jeg kender ikke sproget, byen er helt ny, jeg har ikke noget sted at bo endnu. Jeg kan godt lide det. Det er spændende, og jeg tror, det er der, du lærer allermest om dig selv, når du er ude i ingenting og skal lære noget nyt.
- Dér udvikler man sig som person. Udefra tænker folk måske, at der er mange ting at forholde sig til, men jeg er egentlig bare afslappet og nyder situationen, siger han og fortæller, at han efter en periode på hotel nu har fundet et hus til sig selv.
Artiklen fortsætter under billedet
Ikke tid til at nyde
Men selvom det er gået stærkt, har Braithwaite ikke tid til at nyde den personlige succes med målene mod Real Madrid og Barcelona.
- Udefra ser det måske lidt vildere ud, end jeg har oplevet. Når du står i det, er det som om, du ikke rigtigt tænker over det, hvor stort det egentlig er.
- Som person sætter jeg mig altid mange mål og har masser af ambitioner. Der skal hele tiden ske noget nyt, så jeg har ikke så meget tid til bare at læne mig tilbage og tænke ‘wow, hvor er det alligevel vildt’.
- Når du er midt i det, er du midt i det. Men selvfølgelig, når du ser på det, er det sjovt, hvordan ting ændrer sig i fodbold. Fra den ene dag til den anden er jeg pludselig i den spanske liga og spiller mod nogle af de bedste i verden. Når du går banen mod så gode fodboldspillere, vil du måle dig med dem.
- Jeg siger til mig selv, at det er lige meget, hvor mange penge de er værd, fordi det betyder ikke noget. De penge kan de ikke tjene på banen - der handler det bare om mig og dem.
Intet at bevise
Braithwaite er udlejet til Leganés resten af sæsonen, og allerede nu er han brændt varm på et permanent skifte til spansk fodbold. For det har ikke været en dans på roser i England, alligevel har han intet i klemme der, fortæller han.
- Jeg føler ikke, jeg har noget, jeg skulle bevise - bortset fra over for mig selv. Jeg sætter en masse pres på mig selv, og jeg føler ikke, at det, der er sket i Middlesbrough, er gået udover min selvtillid. Jeg har som sådan ikke følt, at jeg ikke kunne være en god spiller, fordi vi spillede jo ikke rigtigt fodbold.
- Der er forskellige tilgange til fodbold. Der spillede vi ikke så meget med bolden, men der var mere fokus på høje spillere og slåskampe. Og det er også fint nok, men det er fedt at være et sted, hvor man spiller fodbold. Ligaen passer mig.
- Jeg har altid været fascineret af spansk fodbold. Lige pludselig at stå i ligaen og mærke, at det klikker fra dag ét… Det er kraftedme fedt. Det viser også bare, at det har betalt sig at være tålmodig.
- Min tid i Middlesbrough er, hvad det er. Det er ikke sjovt ikke at spille, men jeg er ikke en, der brokker mig til træneren. Jeg siger ikke noget. Jeg har lært, at jeg arbejder hårdt og forholder mig positivt.
Leganés møder lørdag Eibar i La Liga.
Nedslående melding: Nu opgiver de forsvunden fodboldspiller
Barcelona bekræfter kæmpe-handel
Stjernen frosset ud i storklub: Hævn for manglende kontrakt-forlængelse