Den kontroversielle angriber Diego Costa indtog ikke overraskende en hovedrolle, da han lørdag spillede sin første hjemmekamp og ligakamp for Atlético Madrid siden 2014.
Således scorede han og fik efterfølgende rødt kort, da Atlético Madrid slog Getafe med 2-0 i den spanske liga.
Costa, der netop er hentet i Chelsea, scorede efter få minutter på banen, da han tidligere på ugen scorede i pokalturneringen, og han understregede, at målnæsen er intakt efter 68 minutter lørdag.
Den 29-årige angriber udnyttede sikkert et indlæg fra Sime Vrsaljko i helt fri position i feltet. Costa fejrede målet med tilskuerne bag målet, og det blev til sidst for meget for dommeren, der hev det gule kort frem.
Costa havde allerede fået et gult kort seks minutter tidligere for at bruge albuen i en duel, så derfor fik han marchordre.
Trods en spiller i undertal kørte hjemmeholdet 2-0-sejren i hus.
Atlético havde bragt sig foran 1-0 efter 18 minutter, da Angel Correa med ydersiden sparkede bolden ind ved fjerneste stolpe efter Antoine Griezmanns forarbejde i et kontraangreb.
Med sejren kom Atlético på 39 point for 18 kampe.
Dermed konsoliderede holdet sin andenplads. Barcelona har på førstepladsen seks point flere, endda for en kamp færre.
Topspillers karriere truet: Fyrværkeri smadrer hans øje
Ny FCK'er imponeret af Superligaen: Her er danskerne dygtige