Celta-træner: Derfor kan vi ikke holde på Krohn-Dehli

Den danske landsholdsspiller stillede økonomiske krav, Celta Vigo ikke kunne honorere

Michael Krohn-Dehli skal have solgt huset og fundet sig noget andet at bo i, når denne sæson er overstået.

Meget tyder på, at det nordlige Vigo bliver skiftet ud med varmere og sydligere himmelstrøg i Sevilla.

Først var der rygtestrømmen, og nu har Celta Vigos cheftræner Carlos Mouriño erkendt, at det ikke er lykkedes at skrive en ny kontrakt med den populære danske landsholdsspiller.

Det fortalte Mouriño på et pressemøde fredag formiddag.

- Vi er ikke bekendt med, at Krohn-Dehli allerede har skrevet kontrakt med en anden klub, sagde træneren indledningsvis.

- 'Krohn' er en stor professionel, og Celta er meget taknemmelig, men han søger en økonomisk bedre aftale, end vi kan give.

Se også: Krohn-Dehli skifter til storklub

- Vi sloges til det sidste for at beholde Krohn-Dehli, men rent økonomisk kunne det ikke lade sig gøre, sagde træneren.

Celta Vigo købte Michael Krohn-Dehli i Brøndby IF i 2012. Siden har han udviklet sig til en af holdets vigtigste spillere. I skrivende stund er han noteret for 101 kampe for Primera División-klubben, der ligger nummer 10.

Et skifte til Sevilla vil højst sandsynligt betyde flere ting for Krohn-Dehli. Udover bedre løn og bedre klima kommer han sandsynligvis til at spille på et hold, der spiller med om Europa Cup-pladser - og stensikkert er i Europa næste sæson qua en aktuel femteplads.

12 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere