Chok i Barcelona: Messi klar til at skride

Ifølge radiostationen Cadena Ser har Lionel Messi valgt at afbryde kontraktforhandlingerne med Barça. Den 33-årige argentiner er angiveligt træt af bøvl og ballade i storklubben

Det er blot få dage siden, Messi scorede sit 700. mål i Barcelona-trøjen. Video: SNTV, AP Images, MediaPro

Det går ikke særlig godt i FC Barcelona.

Rivalen Real Madrid har overhalet dem i La Liga og ser ud til at snuppe mesterskabet, og nu ønsker Lionel Messi tilsyneladende at forlade klubben.

Den 33-årige argentiner er synonym med Barça, men efter den kommende sæson kan et langt, succesfuldt ægteskab være forbi.

Ifølge radiostationen Cadena SER er Messis plan at forlade Camp Nou, når hans nuværende kontrakt udløber næste sommer.

Ifølge Cadena SER har Messi valgt at afbryde kontraktforhandlinger med FC Barcelona, og han skal have fortalt nogle af sine nærmeste allierede i omklædningsrummet om sine planer.

Kontraktforhandlingerne startede ellers godt, men Messi er godt og grundigt træt af bøvl og ballade i storklubben fra Catalonien.

Først og fremmest er han irriteret over den konstante læk af historier fra klubben, hvor han bliver gjort ansvarlig for beslutninger, som han ikke har haft noget at gøre med.

Tilbage i januar blev han i spanske medier omtalt som manden, der førte kniven mod daværende træner Ernesto Valverde.

Det tog Messi ilde op og kritiserede på Instagram klubbens sportsdirektør Eric Abidal. 

Han har også kritiseret ledelsen, efter den indikerede, at Barcelona-spillerne ikke var klar til at acceptere en lønnedgang i forbindelse med coronakrisen.

- Det overrasker os til stadighed, at der internt i klubben er nogen, der forsøgte at sætte os under et forstørrelsesglas og forsøgte at presse os til noget, vi hele tiden vidste, at vi ville gøre, skrev Barcelona-spillerne i en meddelelse.

Derudover er Messi ifølge den spanske radiostations historie frustreret over manglende kvalitet i Barcelona-truppen.

Tilbage i februar fortalte han i et interview med Mundo Deportivo, at holdet ikke havde den nødvendige kvalitet til at vinde Champions League.

Lionel Messi scorede tirsdag sit 700. mål i Barcelona-trøjen, men det rakte ikke til sejr mod Atlético Madrid.

FC Barcelona måtte nøjes med 2-2, og efter Real Madrids 1-0-sejr over Getafe torsdag aften er Barça fire point efter hovedstadsklubben med blot seks runder igen.

109 kommentarer
Vis kommentarer