Chok i Madrid: Legenden vender hjem

Ifølge en række spanske medier overtager Zinedine Zidane trænerposten i kriseramte Real Madrid

Det forventes, at Zinedine Zidane erstatter Solari i Real Madrid. Video: SNTV

Ledelsen i den kriseramte spanske storklub Real Madrid har tilsyneladende taget konsekvensen af de seneste måneders sportslige krise.

Således kan en række spanske medier med Madrid-avisen AS i spidsen meddele, at legenden Zinedine Zidane, som selv forlod hovedstadsklubben efter sidste sommers CL-triumf, afløser Santiago Solari som cheftræner.

Navnkundige medier som L'Equipe og Marca meddeler, at trænerskiftet bliver officielt senere på aftenen, og at den franske legende formentlig står på træningsbanen i Madrid igen allerede tirsdag.

Dermed tager Real-præsidenten, Florentino Pérez, konsekvensen af en katastrofesæson, hvor det er blevet til exit i både Copa del Rey og Champions League efter ydmygende nederlag til FC Barcelona og Ajax.

Zidane vandt tre CL-trofæer med Real Madrid, men valgte selv at takke af i sommer - angiveligt på grund af uenigheder med præsident Perez.

Det var ventet, at han til sommer ville være kandidat til jobbet som cheftræner i italienske Juventus, men nu bliver han angiveligt præsenteret som ny Real Madrid-træner på et pressemøde mandag klokken 18 dansk tid.

Dermed er 'vikaren' Santiago Solari fortid i klubben.

Argentineren overtog jobbet efter Julen Lopetegui, men tre hjemmebanenederlag på en uge  - to til FC Barcelona og et til Ajax - kostede bestyrelsens tillid, og dermed også jobbet.

Ifølge Marca har han allerede sagt farvel til spillere og staben i Real Madrid.

Se også: Planer afsløret: Sådan bliver kæmpe klub-VM

Se også: Træt af Real-kaos: Vil genforenes med Ronaldo

 

113 kommentarer
Vis kommentarer