Dårligt nyt: Misser flere kampe

Martin Braithwaite er tirsdag kommet galt afsted under træningen i FC Barcelona. Nu venter en skadespause

FC Barcelona-spilleren Martin Braithwaite misser efter alt at dømme holdets kampe i den kommende tid.

Til tirsdagens træning forstuvede han sin ene ankel, meddeler den catalanske storklub i et opslag på Twitter.

- Førsteholdsspilleren Martin Braithwaite har forstuvet sin højre ankel under dagens (tirsdagens, red.) træning. Han er nu ude, og skadens udvikling afgør, hvornår han er tilgængelig igen, skriver klubben.

Ifølge Reuters skriver lokale medier, at Braithwaite står til at misse opgør mod Getafe, Villarreal, Granada og Valencia.

29-årige Braithwaite har spillet 39 kampe på tværs af alle turneringer for Barcelona i denne sæson. I dem er det blevet til syv mål.

Barcelona er i gang med en tæt duel om det spanske mesterskab.

Holdet ligger på tredjepladsen og er fem point bag førerholdet, Atlético Madrid. Mellem de to ligger Real Madrid, der har to point mere end catalonierne.

Barcelona har dog en kamp i hånden i forhold til begge tophold og tager en frisk succesoplevelse med til slutfasen i ligaen.

I lørdags lykkedes det holdet at vinde sin første store titel i to år, da Athletic Bilbao blev besejret i Copa del Rey-finalen.

I det opgør kom Braithwaite på banen i de sidste minutter.

Braithwaite betragtes under normale omstændigheder som et sikkert kort i landstræner Kasper Hjulmands trup.

Ved sommerens EM-slutrunde Danmark spiller sine tre gruppekampe i Parken i København.