Efter super-sæson: Celta opgiver Krohn-Dehli

Krohn-Dehlis spanske klub tror ikke længere på, at den kan holde på deres succes-dansker

Krohn-Dehli bliver sandsynligvis i Spanien, men næppe hos Celta (Foto: All Over)
Krohn-Dehli bliver sandsynligvis i Spanien, men næppe hos Celta (Foto: All Over)

Michael Krohn-Dehli er nu igang med sin tredje sæson i La Liga-klubben Celta Vigo.

Men ikke meget tyder på, at der også bliver en fjerde for klubben i den lyseblå hjemmebanetrøje.

Danskerens kontrakt med Celta udløber nemlig til sommer, og ovenpå en super-sæson i det spanske er interessen fra større, spanske klubber til stede.

Se også: Ren opvisning: Spanien i ekstase over La Liga-dansker

I forvejen er Celta ikke den spanske klub med allerflest penge på kistebunden, og kan derfor næppe honorere danskerens krav til en ny kontrakt, hvor han i øvrigt kommer ind under en ny skattepligt, der gør, at han skal have mere i månedlig indkomst, for at få det samme udbetalt som tidligere.

Det er Celta klar over, og selvom de meget gerne vil holde på klubbens stjernespiller, som træner Eduardo Berizzo er begejstret for på grund af danskerens konstante professionelle indstilling til tingene, så ved de, at det næppe er muligt. Det fortæller den spanske sportsavis Marca.

Større og bedre betalende klubber som Villareal og Sevilla nævnes interesseret i Krohn-Dehli, og da den tidligere Brøndby-spiller har nået en alder af 31 år, er det også med den næste kontrakt, at fløden skal skummes i form af ekstra mange nuller på bundlinjen.

Se også: Klubber står i kø: Krohn-Dehli kan vælge og vrage

Celta er derfor begyndt at se sig om efter afløsere, men det er en svær mission, for Krohn-Dehli leverer toppræstationer uge efter uge, og den slags spillere hænger der ikke mange af, når man ikke er så økonomisk velfunderet.

Krohn-Dehli har spillet samtlige minutter for Celta i sæsonen, og selvom han endnu ikke er kommet på måltavlen, så hyldes danskeren alligevel uge efter uge.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere