Efter triumfen mod Ronaldo: Jubler over den danske viking

Daniel Wass får topkarakter i stor spansk sportsavis for sin præstation mod Real Madrid, og den lokale avis roser hans enorme arbejdsindsats

Daniel Wass jubler efter sin scoring mod Real Madrid. Foto: TV3 Sport
Daniel Wass jubler efter sin scoring mod Real Madrid. Foto: TV3 Sport

Det var kollektivets triumf, men det var næppe sket uden Daniel Wass...

Den 27-årige dansker var manden i centrum, da Celta Vigo onsdag aften sendte mægtige Real Madrid ud af Copa del Rey.

Kort før pausen spillede han svenske John Guidetti helt fri i forbindelse med Celtas føringsmål, og fem minutter før tid passerede han med en følt inderside fra kanten af straffesparksfeltet Kiko Casilla i Real Madrid-målet.

Scoringen bragte hjemmeholdet foran 2-1, og selv om Champions League-vinderne fik udlignet til 2-2 kort før tid, kunne en dødtræt Wass juble efter slutfløjt.

Equipo e afección! Xuntos #SeguimosSoñando!

Et billede slået op af Real Club Celta de Vigo (@realclubcelta) den

Med en samlet 4-3-sejr er Celta Vigo klar til semifinalen i den spanske pokalturnering, og den danske Real Madrid-bøddels flotte indsats bliver fulgt op med lige så flotte ord i de spanske medier.

Den store sportsavis AS har Daniel Wass som kampens bedste spiller. Han er ’el crack’, som det hedder på de kanter.

’Leverede en exceptionel arbejdsindsats igennem hele kampen og lavede helt til sidst målet, som sendte Madrid ud’, skriver AS om danskeren, der - som den eneste - får tre hjerter for sin indsats.  

Mange Celta-spillere bliver belønnet med to hjerter, mens Cristiano Ronaldo trods sin frisparksscoring kun får ét hjerte.

El Mundo Deportivos fodboldredaktør Manel Bruña beskriver Wass som 'Toni Kroos' evige skygge, der forhindrede tyskeren i at være en bærende del af Real Madrids offensiv', og den lokale avis La Voz de Galicia jubler over klubbens nordiske forbindelse.

De to vikinger John Guidetti og Daniel Wass var ifølge avisen nøglen til kollektivets triumf, og især Wass’ enorme arbejdsindsats imponerer i Galicien.

’Daniel Wass kan ikke spille fodbold uden at knokle’, skriver avisen og kalder den blonde, alsidige dansker for en SUV (sport utility vehicle, red.).

’Han løb som aldrig før, erobrede bolde fra modstanderne og lagde frem for alt op til et mål og scorede selv’.

Også Celta-træner Eduardo Berizzo havde de store roser fremme til danskeren efter den samlede sejr over Real Madrid.

- John Guidetti, Daniel Wass og Aspas sørgede for, at Real Madrid ikke havde ro. Vi kontrollerede nogle meget farlige spillere.

- Det vidner om en stor defensiv holdindsats, sagde Eduardo Berizzo efter triumfen til Faro de Vigo.

Det var første gang i 76 år, at Celta Vigo sendte Real Madrid ud af den spanske pokalturneringen, og sejren betyder, at Wass og Sistos spanske klub for anden sæson i træk er klar til semifinalen i Copa del Rey.

Den samlede sejr var dog ikke uden omkostninger. Wass pådrog sig en skulderskade, men først efter en scanning senere torsdag ved han, hvor alvorlig skaden er. 

Daniel Wass er kendt for sine flotte mål.  Se fem perler her:

Se også: Dansk pragtkamp! Wass pokal-sænkede Real Madrid

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere