Der blev nævnt et væld af forskellige navne, da medier og eksperter skulle komme med kloge bud på, hvem der skulle løfte den tunge arv efter Zinedine Zidane som cheftræner i Real Madrid.
Navnet Julen Lopetegui var sjældent et af dem.
På trods af det, er det netop Lopetegui, der i øjeblikket er i Rusland med det spanske landshold, som i august skal dirigere slagets gang hos los blancos i den spanske hovedstad.
'En kæmpe bombe'
Beslutningen kommer mildest talt som en overraskelse for fodboldekspert og kommentator Niels Christian Frederiksen, som havde forventet, at stillingen ville blive besat af de helt store navne i fodboldverdenen.
- Det er en kæmpe bombe og virkelig overraskende for mig. Man har jo snakket om navne Antonio Conte og Massimiliano Allegri, men noget kunne tyde på, at det har været for kompliceret for Real at hente en af de to, siger Niels Christian Frederiksen, der mener, at tiden har været en afgørende faktor i Real Madrids beslutning.
- Allegri har ikke været så interesseret i at komme væk fra Juventus, tror jeg, fordi han stadigvæk ikke er færdig i det projekt han har gang i. Conte er ikke officielt blevet fyret endnu. Det tror jeg ikke man turde vente på i Real Madrid, hvor man tilsyneladende har haft en ønske om at få tingene hurtigt på plads, efter Zidanes tilbagetræden, siger han.
Zidane smider bombe: Jeg forlader Real Madrid
Lopetegui har vist sit værd
Men selvom Niels Christian Frederiksen er overrasket over valget, så mener bestemt ikke, at det er Hr. Hvem-som-helst, der i næste sæson skal lede tropperne på Santiago Bernabéu.
- Julen Lopetegui har vist, at han er en rigtig dygtig træner. Han har ikke tabt en eneste kamp i sin tid som cheftræner i Spanien, der i øvrigt spillede utroligt overbevisende i kvalifikationen, hvor de kun lukkede tre mål ind, siger han og peger på, at valget af Lopetegui kan være et forsøg på at skabe ro i et ellers uroligt omklædningsrum.
Rygterne svirrer efter Zidanes bombe: De er favoritter til jobbet
En respekteret mand i klubben
- Det var mildest talt noget af en bombe, da Zidane forlod klubben, og jeg tror, man har haft behov for hurtig afklaring og ro i Real Madrids omklædningsrum, der efter sigende er et komplet umuligt sted.
Og derfor er det, ifølge Niels Christian Frederiksen, heller ikke helt tilfældigt, at valget er faldet på en spanier.
- Jeg tror også, at Real har valgt Lopetegui, fordi han er vellidt blandt flere af holdets spanske spillere, som for eksempel Ramos, Isco, Carvajal og Lucas. Han er en træner, mange af spillerne allerede har kendskab til og respekt for, siger han og indskyder, at beslutningen heller ikke er forbundet med de helt store risici for klubben.
- Real Madrid har taget en chance med en forholdsvis ung og talentfuld træner, og det er vel egentlig meget fornuftigt. De får nok ikke den store kritik for at hyre ham, men heller ikke for at fyre ham igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Exit lurer: Ronaldo har sagt farvel til holdkammerater
Rygterne svirrer efter Zidanes bombe: De er favoritter til jobbet
Zidane smider bombe: Jeg forlader Real Madrid