Eksperter enige: Måske er han ikke noget dårligt valg i Real Madrid

Allerede i sin første træning sendte Santiago Solari en hilsen til alle interesserede fra Real Madrids træning

Santiago Solari ved tirsdagens pressemøde i Madrid. Foto: Susana Vera/Reuters
Santiago Solari ved tirsdagens pressemøde i Madrid. Foto: Susana Vera/Reuters

Et varmt sæde og store sko. For Santiago Solari er verden et nyt sted, efter han er blevet udnævnt til cheftræner i Real Madrid mandag.

Provisorisk, javist. Men stadigvæk.

Det er Solari, der sidder der, hvor blitzene vil være, når Real Madrid onsdag møder Melilla i Copa del Rey.

’Provisorisk’, kaldte ledelsen Solari. Et andet udtryk kunne være ’Ja ja, kammerat. Nyd det, mens det varer. Du er ude lige om lidt, når vi har fundet et ordentligt navn. En galactico.

Det kunne være Antonio Conte.

Marca og AS, Madrids store sportsaviser, der konstant sidder i haserne på storklubben, var hele sidste uge, hvor fyringen af Julen Lopetegui var under opsejling, overbevist om, at italieneren stod klar i kulissen.

Det kan godt være, han stadig gør, men nogen kontrakt er der ikke indgået mellem ham og Real Madrid.

Til gengæld er han mere Galactico-materiale end Solari.

Solari er en parentes. Et ubeskrevet blad, der som træner ikke har andet end et par sæsoner for Real Madrids andethold, med hvem han ikke har leveret noget overbevisende.

Men Guardiola var også ubeskrevet, da han blev cheftræner i FC Barcelona. Zinedine Zidane var det samme i Real Madrid. De endte begge med at klare det fint. Og det samme kan siges om Vicente Del Bosque, da han i 1999 blev hevet ind som afløser for fyrede John Toshack.

Det fortæller sportsjournalist Luna Christofi, der er bosat i Madrid.

- Tag John Toshack, der blev fyret i 1999, hvor Real Madrid stod i en lige så uholdbar situation. Der hev man Vicente Del Bosque ind midlertidigt. Han vandt Champions League samme sæson. Det har Solari helt sikkert in mente, siger hun til Ekstra Bladet.

Solari er en begavet fyr
Hun tilføjer, at det er en begavet fyr, der er blevet forfremmet.

- Det var i mangel af bedre. Al ære og respekt for Solari, men det var det. Han ved udmærket, at det ikke var den umiddelbare tanke, at det skulle være ham. Men Solari er en begavet fyr. Og det er ikke noget, der tynger ham. Han ved godt, at det kan blive midlertidigt, og han ved, at det kan blive til mere, siger hun.

Lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, Bo Kampmann Walther, der har skrevet bogen 'Madridismo' om klubben, kan sagtens se argentineren fortsætte i jobbet, selvom han er midlertidigt ansat.

- Han er en harmløs…han er meget vellidt i hierarkiet og har gjort ingen fortræd.

Solari holder hof med Real Madrid-stjernerne tirsdag. Foto: Manu Fernandez/AP
Solari holder hof med Real Madrid-stjernerne tirsdag. Foto: Manu Fernandez/AP
 

- Han havde ikke samme høje stjerne som Zidane, da de begge spillede i Real Madrid. Solari var ikke en marginalspiller, han var mere en konstant figur fra anden række. Solari er ikke særligt farverig. Han er venlig og stueren, men nogen Galactico har han aldrig været, siger Bo Kampmann Walther.

Men man behøver ikke nødvendigvis at være en José Mourinho eller en Antonio Conte for at få succes. Anderledes rolige typer som føromtalte Del Bosque og Carlo Ancelotti har gjort det fremragende i eksempelvis Real Madrid.

Sådan en type er Solari. Et andet lighedstræk med Zidane i øvrigt.

Fodboldkommentator og sportsjournalist Morten Glinvad betegner situationen uvis for Real Madrid.

- I første omgang er det en måde at vinde tid på for Real Madrid. Det er kortsigtet. De skal have en til at styre holdet i de her kampe. Man har ikke forpligtet sig på længere sigt. Man skulle af med Lopetegui og var samtidig ikke klar til at tage den store beslutning med en afløser, siger han til Ekstra Bladet.

- Conte var den, der var. Men bliver det ikke ham, ser det mere broget ud. Det var det sådan set allerede i sommer, så det er blevet en form for gentagelse af ansættelsen af Lopetegui i sommer. Der var man på bagkant efter Zidanes opsigelse.

- På det tidspunkt havde man ikke så mange åbenlyse kandidater, og så endte det med denne her dramatiske ansættelse. Lopetegui var ikke deres førstevalg.

Man ved aldrig med Real
Morten Glinvad peger på, at Solari har et overskueligt program at åbne med.

- Det bør blive til nogle sejre de næste kampe. Så kan det være, man tænker, at det går da meget godt. Og så holder man fast i Solari i stedet for at finde en anden, midlertidig løsning.

- Skal Real Madrid gå ud og bruge formuer på nye spillere, så skal de sikre sig, at de har den rigtige træner på plads. Man er nok mere tilbøjelig til at lytte til en, der er der lidt længere end næste sommer.

- Det optimale for dem må være at finde en, der er der resten af sæsonen, så man til sommer har mere tid til at finde den rigtige kandidat til at bygge holdet op.

Det kunne meget vel være Solari.

- Man ved aldrig med Real. Og det er ikke til at sige, hvad der sker på chefgangen, men jeg vil tro, at nu de ikke har fået de oplagte valg, så haster det ikke. Solari skal rette op. Han får i hvert fald et par ligakampe, mener Luna Christofi, der fortæller, at hun lige ville skimme de spanske aviser og se, hvordan Solari håndterede den første træning tirsdag morgen.

Real Madrid-spillerne under tirsdagens træning. Foto: Manu Fernandez/AP
Real Madrid-spillerne under tirsdagens træning. Foto: Manu Fernandez/AP
 

Her skete der allerede noget interessant.

Solari lod den fysiske træner, Antonio Pintos, overtage fløjten og beordrede spillerne igennem en solid omgang fysisk træning.

- Der har været historier om, at spillerne ganske enkelt ikke har været i god nok form. Og dermed sender Solari også et signal til alle; til ledelsen, til pressen, til fansene: Jeg kommer ikke for at lave en revolution. Vi går tilbage til noget af det, der virkede under Zidane, siger hun og tilføjer, at Pintos var ansat under franskmandens ledelse.

- Dét er signalværdi, siger hun.

Efter pokalkampen mod Melilla venter ligakampen mod Valladolid, Champions League-kampen i Tjekkiet mod Viktoria Plzen samt yderligere to langt fra umulige ligakampe mod Eibar og Celta Vigo.

Se også: Efter katastrofe-start: Nu har Real Madrid fyret træneren

Se også: Seere blev snydt for storkamp: Direktør vil ikke love penge tilbage

Se også: Mareridt på Camp Nou: Nu har Real Madrid-træneren sagt farvel

6 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere