Fanget i det forkerte selskab: Seks på listen

Barcelona træner Ronald Koeman har holdt sig til sine udvalgte i slutspurten

To spørgsmål melder sig: 1. Når Braithwaite at blive klar? 2. Vil Koeman bruge ham til sidst eller satse på den vante garde? Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix
To spørgsmål melder sig: 1. Når Braithwaite at blive klar? 2. Vil Koeman bruge ham til sidst eller satse på den vante garde? Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix

Sæsonen spidser til for Barcelona.

Søndag fik de en hamrende vigtig comeback-sejr mod Valencia på 3-2, og nok engang var det de samme, der skulle gøre udslaget.

Ronald Koeman var ikke med til kampen mod Valencia, eftersom han fik rødt kort i kampen mod Granada, men den seneste tid har det stort set været de samme spillere, der har været sendt i aktion, fortæller Barcelona-avisen Sport.

Det har betydet, at spillere som Riqui Puig, Samuel Umtiti, Miralem Pjanić, Junior Firpo, Matheaus Fernandes og Martin Braithwaite er gledet ud i glemslen for den hollandske træner, der har fokus på de fire resterende finaler i La Liga og ikke roterer og sparer spillere i så høj grad som tidligere.

Den danske angriber er ankelskadet lige nu, men trenden startede, før skaden indtraf.

Braithwaite har således højst spillet 26 minutter i de seks foregående La Liga-kampe, før han pådrog sig skaden.

Højdepunktet i sæsonen må være den afgørende scoring i Copa del Rey-semifinalen mod Sevilla. Foto: Albert Gea
Højdepunktet i sæsonen må være den afgørende scoring i Copa del Rey-semifinalen mod Sevilla. Foto: Albert Gea
 

Der har været meldinger om, at Braithwaite kunne nå tilbage og være til rådighed til de sidste kampe, men indtil nu er der ikke dukket noget officielt op fra klubben om hans tilbagevenden til truppen.

Næste opgave for Barcelona er mod Atletico Madrid, som catalonerne kan overhale med en sejr på Camp Nou 8. maj. Samtidig skal Real Madrid også smide point i slutspurten, da de nu ligger á point, og de hvidblusede har vundet begge Clasico-opgør i denne sæson.

De møder nr. 4 i mesterskabsræset, Sevilla, den 9. maj.