De fleste FC Barcelona-fans har nok armene over hovedet og sender provokerende beskeder til de af deres venner, der er Real Madrid-fans.
Den catalanske storklub vandt nemlig det første opgør i Copa del Rey-semifinalen mod deres evige rivaler fra den spanske hovedstad med 1-0 og har derfor et godt udgangspunkt forud for returopgøret i april.
Man skal dog juble en smule varsomt på trods af sejren, fordi der endnu engang er kaos i økonomien hos Blaugrana.
La Ligas præsident, Javier Tebas, fortalte torsdag på en konference i London, at FC Barcelona ikke kan handle spillere, før der er styr på økonomien.
- Barcelona har ageret mistænksomt på transfermarkedet, hvilket har haft en indflydelse på La Liga, og det reagerer vi nu på.
- Vi har besluttet, at de ikke længere kan skrive under med nye spillere, siger præsidenten.
Det er dog ikke komplet umuligt for Barcelona at få lov at hente nye spillere til sommer. De skal dog lige sælge for 178 millioner pund, svarende til lige knap 1,5 milliarder kroner.
Det skriver flere medier, heriblandt Daily Mail.
Ikke umuligt
FC Barcelona råder over et hav af spillere, som de med stor sandsynlighed vil forsøge at skille sig af med.
De har blandt andet Samuel Umtiti, Hector Bellerin, Clement Lenglet, Alex Collado og Sergino Dest udlejet i skrivende stund, og så er der flere af Barcelonas stjerner, som vækker stor interesse i Europa, heriblandt Frenkie de Jong, som Manchester United forsøgte at lokke til med næb og klør i sommer.
Senest FC Barcelona blev straffet med et såkaldt transfer-ban var tilbage i april 2014, hvor den catalanske storklub ikke måtte handle i 14 måneder.