Først Messi: Nu jagter skattemyndighederne Ronaldo i millionsag

Cristiano Ronaldo kan meget vel få en kæmpe skattesag på nakken. Myndighederne i Spanien vil finde ud af, om den portugisiske verdensstjerne har betalt skat af et gigantisk millionbeløb

Onsdag blev Lionel Messi idømt 21 måneders betinget fængsel af højesteret i Spanien, fordi han har ført i omegnen af, hvad der svarer til 30 millioner kroner uden om det spanske skattesystem.

Nu kan hans evige Ballon d'Or-rival Cristiano Ronaldo måske få en lignende straf.

I hvert fald skriver spanske Cadena Ser, at skattemyndighederne i Spanien vil undersøge, hvorvidt Ronaldo bevidst har undladt at betale op til otte millioner euro, svarende til 60 millioner kroner, i skat i forbindelse med indtægter fra sponsoraftaler og image-rettigheder mellem 2011 og 2014.

Den sag skal vurderes af en dommer... fra Madrid. Det skriver Cadena Ser. 

Cadena Ser meddeler dog samtidig, at Ronaldo tilsyneladende har været snu. For angiveligt har han overhalet skattemyndighederne godt og grundigt indenom ved at betale seks millioner euro, godt og vel 45 millioner kroner, i skat for indtægtsåret 2014.

De mange skjulte skattemillioner for Ronaldos image-rettigheder skal ifølge det spanske medie være opbevaret på Jomfruøerne.

Mediet skriver videre, at Ronaldo og hans rådgivere hævder, at de aldrig har haft til hensigt at holde skatteforholdene skjult, og at man har givet skattemyndighederne alt, hvad de behøver af dokumentation for diverse indtægter i de omtalte år.

Her scorer mægtige Ronaldo i CL-semifinalen og tysser på fansene:

Messis hårde dom
Skulle der komme en sag ud af Ronaldos mulige skattefidus, risikerer han en kæmpe millionbøde eller en fængselsdom.

Ronaldos dygtige rival Lionel Messi blev sidste år dømt for ikke at have betalt 30 millioner kroner i skat i Spanien fra diverse sponsoraftaler. En straf, der lød på 21 måneders betinget fængsel.

Den straf blev senere anket til højesteret i Spanien. Men den dom valgte højesteret altså onsdag at stadfæste.

Messi slipper dog for fængsel, da alt under 24 måneder giver en betinget dom, hvis man ikke tidligere er blevet straffet.

Millionerne, som Messi førte uden om det spanske skattevæsen i perioden 2007 til 2009, blev ført ind i selskaber i Belize og Uruguay.

Foruden straffen til Messi blev hans far, Jorge, også straffet i sagen. Her valgte højesteret dog at nedsætte den til 15 måneders betinget fængsel. Det skriver den spanske avis 'El País'.

Her lossede Ronaldo sit hold mod mesterskabet:

Dommen er faldet: Messi får fængselsstraf

Efter fængselsdom: Messi er skrækeksemplet