Forbløffet Ancelotti sender stikpille til Real-præsident

Den tidligere Real Madrid-træner Carlo Ancelotti har ikke stor forståelse for fyringen af Rafael Benítez, der kun fik et halvt år på posten i den spanske storklub

Ancelotti retter kritik mod sin gamle arbejdsgiver. (Foto: Alloverpress)
Ancelotti retter kritik mod sin gamle arbejdsgiver. (Foto: Alloverpress)

Det er ikke nogen hemmelighed, at Real Madrid-præsidenten Florentino Perez har en kort lunte, når det kommer til trænere i hans klub.

Madrid-bossen har i sine 12 år - fordelt på to perioder - fyret hele 10 trænere.

Senest måtte Rafael Benítez lide den skæbne at blive sparket ud af Perez og bestyrelsen i Real Madrid efter kun et halvt år på posten. Benítez var i modvind fra start - både i pressen og blandt fansene - men resultaterne var ikke i nærheden af at være katastrofale, selvom spillet til tider kunne kritiseres.

Se også: Succesfuld træner om Zidane-ansættelse: Sindssygt!

Real Madrid har i stedet ansat den tidligere stjerne i klubben Zinedine Zidane som ny mand i spidsen, og han fik da også en perfekt start på tilværelsen i klubben, da det blev til en 5-0-sejr i trænerdebuten i weekenden mod Deportivo de La Coruña.

Men det er ikke alle, der er forståelige over for Benítez' fyring.

Manden, som fik sparket før Benítez, Carlo Ancelotti, er forbløffet over fyresedlen - og han retter kritik af ledelses-håndteringen i klubben.

- Jeg har virkelig svært ved at forstå præsidentens beslutning denne gang. Jeg ved, at en træner altid bliver bedømt på resultaterne, og jeg ved, at vores arbejde altid vil blive diskuteret. Men jeg forstår det ikke - vi er kun halvvejs i sæsonen, udtaler han til Sina Sports ifølge Marca.

Ancelotti påpeger, at han er forbavset over timingen, da Real Madrid stadig har stor chance for at vinde både ligaen og Champions League. Den kommende Bayern München-træner sætter også spørgsmålstegn ved Florentino Perez måde at håndtere klubben på.

Velkommen i rampelyset, Kong Zizou. Nu bliver den sky mand nødt til at konfrontere omverdenen (Foto: AP) Sport og Spil Zidanes 'selvmordsmission': Skal stå i spidsen for galehus

- Zidane er den femte træner i klubben siden 2009. Disse fyringer og ansættelser får mig til at spørge: Er det virkelig kun trænernes skyld? Er det kun dem, der tager fejl? Det må man selv vurdere som enkelt person, siger Ancelotti.

Den rutinerede italiener nåede at stå i spidsen for Real Madrid i to sæsoner, hvor han vandt Champions League, verdensmesterskabet for klubhold, den europæiske Super Cup og Copa del Rey med klubben.

 

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere