Fra 2010 til 2013 spillede den portugisiske landsholdsspiller Ricardo Carvalho for mægtige Real Madrid, men uden for banen levede han ikke helt op til reglerne.
Engelske Skysports kan således fortælle, at Carvalho er blevet dømt for skattesnyd for fire millioner kroner i årene 2011 og 2012 - altså mens han spillede for den de hvidblusede madrillenere.
Carvalho er dømt til syv måneders fængsel og en bøde på 142.882 euro eller 1.063.430 kroner kroner.
Men straffen kunne være blevet endnu større. Anklageren ville have 12 måneders fængsel og en bøde på 300.000 euro - eller 2.232.810 kroner, men den portugisiske forsvarsstjerne var hurtig til at returnere beløbet, og det gjorde, at straffen blev mildere.
Carvalho er ikke det første store navn, der er involveret i skattesnyd. Det seneste års tid har selv verdensstjernene Lionel Messi og Cristiano Ronaldo været indblandet.
Messi blev i 2016 fundet skyldig i skattesnyd for 31,2 millioner kroner og blev dømt til 21 måneders fængsel, mens Ronaldo i juli var til retsmøder for at afvise, at han havde svindlet for 109 millioner kroner, men her er der endnu ikke rejst formelle anklager.
For Carvalho kommer det ligesom med Messi dog næppe til at betyde, at han skal i fængsel. I Spanien plejer fængselsdomme på under to år for ikke-voldelige forbrydelser således at blive konverteret til en anden type straf.
Den nu 39-årige forsvarsspiller er stadig aktiv og skiftede i vinter til kinesiske Shanghai SIPG, mens han de foregående tre år efter bruddet med Real Madrid har spillet for Monaco. Tidligere i karrieren blev det til 135 kampe for Chelsea og 73 kampe for Porto, som han var med til at vinde Champions League med i 2004. På landsholdsplan blev det til 89 landskampe inden stoppet i 2016.
Real mangler angriber: Spansk avis nævner dansker
Ung dansker knuste Real: Han er den næste store
De ekstreme fodboldkontrakter: Hvorfor megalønninger giver mening for Real Madrid