Forvirring er total om Ronaldos mange mål

Han hyldes for 400 Real Madrid-mål. Men officielt er tallet et andet

Forvirringen og chokket stod malet i ansigtet på Maude Varnæs, da det gik op for hende, at tante Møhge kun blev 90 år – ikke 100, som der ellers stod skrevet i den store lagkage i Matador.

Nogenlunde sådan må de have det i Real Madrid, efter de meldte ud, at Cristiano Ronaldo tirsdag aften scorede mål nummer 398, 399 og 400 mod Atlético Madrid i Champions League-semifinalen.

Det skulle have været 397, 398 og 399.

For Ronaldo har ikke scoret det 400. mål i den hvide trøje, selvom Real fortsat hævder det.

Spørger man det spanske fodboldforbund mangler der fortsat et.

Hvordan kan det så skyldes? En scoring er vel en scoring…

Det skyldes en kamp mod Real Sociedad i 2010, hvor Ronaldos frispark blev rettet af på vej mod målet. Bolden strejfede landsmanden Pepes ryg, da denne dukkede sig, og snød derfor Claudio Bravo i målet.

Real jublede og fejrede Ronaldo for scoringen. Efter kampen sagde Pepe tilmed, at det var Ronaldos mål.

- Uanset hvad der står i kamprapporten, tilhører det mål Cristiano, sagde Pepe til Marca efter kampen.

Men forbundet mente – og mener fortsat – at bolden ændrede så meget retning, at målet tilhører Pepe.

Og så er den sådan set ikke længere.

Tante Møhge nåede aldrig de 100 år. Hun faldt som bekendt i kamp på åben gade med den tyske værnemagt. Mere sandsynligt er det, at Ronaldo scorer et mål mere.

Sandsynligvis næste gang han går på banen.

Ronaldo beder fans om ikke at pifte af ham