Den spanske storklub FC Barcelona har en gæld på 1,35 milliarder euro eller cirka 10 milliarder kroner.
Det oplyser klubbens præsident, Joan Laporta, på et pressemøde mandag eftermiddag.
I det coronaramte 2020 kom klubben ud med et underskud på godt 3,3 milliarder kroner, men det er primært flere års overforbrug, der har skabt den enorme gæld, understreger Joan Laporta. Han overtog i januar præsidentposten fra Josep Maria Bartomeu.
- Den økonomiske og finansielle situation i klubben er bekymrende og dramatisk, siger Laporta ifølge AFP.
Barcelona-chefen bevarer dog optimismen, da der ifølge ham blandt andet eksisterer mange potentielle sponsoraftaler for klubben.
- Vi strammer alle vores bælter, og om et par år er klubbens økonomi sund, siger Laporta.
Ifølge Laporta overstiger klubbens lønudgifter alene de samlede indtægter.
Den pressede økonomi har blandt andet betydet et farvel til superstjernen Lionel Messi, der er skiftet til Paris Saint-Germain.
- Jeg ville have foretrukket at beholde ham i Barcelona, men vi har truffet den rigtige beslutning. Jeg ønsker ham alt det bedste og vil gerne se ham glad. Men fra nu af er han en modstander, siger Laporta.
Laporta mener, at 4-2-sejren over Real Sociedad søndag er et symbol på Barcelona-truppens store motivation i en svær tid, og på længere sigt er udsigterne for klubben 'fremragende'.
Det vil sportsligt blive satset mere på egenudviklede talenter fra klubbens akademi, La Masia.
- Vi kommer til at satse på La Masia, for det gør det muligt at udvikle den model, som vi ønsker, siger Laporta.